Læger til sundhedsminister: Vi vil ikke udlevere patienternes journaler

Sundhedsministeren vil kontrollere, at lægerne lever op til lovens standarder, men lægerne vender sig mod kontrolmetoden.

Læge Anders Beich fra Nørrebro, og en lang række andre læger, kritiserer en ny bekendtgørelse fra sundhedsministeren. (Foto: DR Nyheder)

Flere end 1.000 praktiserende læger kritiserer en ny bekendtgørelse fra sundhedsminister Nick Hækkerup.

Bekendtgørelsen, som netop er blevet sendt i høring, betyder, at lægerne fremover skal indberette til regionerne, når deres patienter har bestemte sygdomme - og det vil lægerne ikke være med til.

- Det er et brud på den tavshedspligt, vi har i forhold til patienterne. Bekendtgørelsen tager ikke stilling til, hvordan de skal give samtykke til, at vi udleverer deres oplysninger, siger en af de utilfredse læger, Anders Beich, der har praksis på Nørrebro i København.

Læge: Kontrollen vil farve oplysninger i journaler

Bekendtgørelsen kommer, fordi Sundhedsministeriet vil sikre sig, at lægerne følger de standarder, loven foreskriver. Og der skal vanke bøder, hvis de ikke gør det.

- Det er fint, at lægerne skal kontrolleres. Men når kontrollen skal ske ved hjælp af oplysningerne i patienternes journaler, vil det farve det, lægerne skriver i de journaler. Det viser erfaringer fra England, siger Anders Beich.

Høringen varer til 14. august - og bekendtgørelsen skal efter planen træde i kraft 1. september.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk