Læger undrer sig over Heunickes test af alle: 'Det her kan jeg ikke se meningen i'

- Hver eneste smittet, der opdages gennem test, er godt, siger sundhedsministeren.

I dette testcenter i Fælledparken i København kan alle danskere nu få testet, om de har coronavirus. Men det møder kritik. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvorfor, Magnus Heunicke?

Det spørgsmål stiller både de praktiserende læger, Lægeforeningen og en professor nu, efter at det er blevet muligt for alle over 18 år at blive testet for coronavirus uden en henvisning.

De forstår ganske enkelt ikke, hvad formålet er med bred testning af helt tilfældige danskere uden symptomer - og mener ikke, at det giver sundhedsfaglig mening.

- Jeg kunne se gevinsten ved opsporing af nære kontakter, men det her kan jeg ikke se meningen i. Det er et kæmpe setup, som kræver oceaner af mennesker og test og tid og kommunikation, siger Christian Freitag, formand for de praktiserende læger.

Han efterlyser en forklaring på, at der skal bruges så mange ressourcer på at tilbyde test til alle danskere på et tidspunkt, hvor der er masser af andre udfordringer i

sundhedsvæsenet
, og smitten med coronavirus virker langt mere under kontrol.

- Der er utrolig meget, vi kan teste for i

sundhedsvæsenet
. Jeg spørger bare, om det lige nu er coronavirus, der skal testes på denne måde, når man tænker på det forbrug af ressourcer, der følger med, siger Christian Freitag.

I begyndelsen af coronaepidemien fik

myndighederne
hård kritik for ikke at teste nok, men nu testes der så i massevis og helt tilfældigt - hvilket også skaber kritik.

Kritik: Bryder fundamentalt med tilgangen

Christian Freitag frygter, at politikerne har lidt for travlt med at vise befolkningen, at det godt kunne lade sig gøre at gennemføre bred testning.

- Jeg har da en bekymring for, at det her er noget, der skal vise handlekraft, og at nu har vi de her testtelte og nok test. Det råbte og skreg vi jo på i starten. Vi skulle kunne teste mere. Nu kan vi teste mere, fordi man heldigvis har fået opbygget et stort apparat, der kan det. Spørgsmålet er så bare, om det er den rigtige beslutning lige nu, siger Christian Freitag.

Også i Lægeforeningen undrer formand Andreas Rudkjøbing sig over, at der ikke er kommet en forklaring på den nye strategi, hvor alle kan testes, selvom de ikke har nogen symptomer.

- Vi har bakket helt op om teststrategien, der gik på at teste nære relationer, men at lade folk uden symptomer selv træffe beslutningen, om de vil have en test, bryder fundamentalt med den måde, vi har gået til opgaven med Covid-19.

- Så jeg undrer mig og vil gerne vide, hvordan man har tænkt det her sundhedsfagligt, og hvordan det hænger sammen økonomisk, siger Andreas Rudkjøbing.

Ifølge Jyllands-Posten er bioanalytikerne, der undersøger testene, voldsomt presset, og overarbejdet hober sig allerede op.

Rigshospitalet
mener professor i infektionsmedicin Jens Lundgren også, at det er svært at se meningen med, at alle nu kan blive testet.

Resultaterne kan ikke bruges til forskning, fordi der ikke er tale om et repræsentativt udsnit af befolkningen. Derudover kan en test give falsk tryghed, fordi der er en risiko for, at en smittet person kan teste negativ.

- En negativ test udelukker ikke, at man allerede er smittet. Så det betyder med andre ord, at man ikke kan ændre sin

adfærd
med en negativ test, i forhold til hvis man ikke fik nogen test, siger Jens Lundgren, der advarer mod, at folk kan misforstå en negativ test og begynde at ændre deres
adfærd
.

Heunicke: Hver positiv test er godt

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

afviser
kritikken og peger på, at "test er et
afgørende
våben i vores genåbning af samfundet".

- Det er den eneste måde, hvor vi kan finde de her skjulte smittelommer, som stadig er i vores samfund, og dermed begynde vores smitteopsporing og slå hul på smittekæderne, siger han.

Men hvad siger du til lægerne og eksperten, der ikke mener, at vi kommer nogen vegne med det her?

- Jeg siger, at vi hver dag finder mellem 50 og 70 positive test. Hver eneste positive test, der laves, er godt, at vi får det opdaget, inden sygdommen begynder at slå rod i vores samfund igen.

Men frygter du ikke, at det er dem, der er bange for at få sygdommen, der lader sig teste, mens andre ikke gør det?

- Jo, og derfor skal det her også suppleres i vores teststrategi. Der bliver også testet via frontpersonalet i ældre- og plejesektoren, og der køres ud fra teltene til grupper, som er relevante. Men der er faggrupper, som har sagt, at de også gerne ville testes, for eksempel taxachauffører, massører og søfolk. De kan nu blive testet, siger Magnus Heunicke.

Herunder kan du komme med ind i det hvide telt og se, hvordan en test foregår:

Den danske teststrategi har ændret sig løbende. Først var målet at teste 5.000 om dagen, senere 10.000. Imens er der blevet rejst testtelte 16 forskellige steder rundt i landet, hvor der blev sat testning i gang 20. april.

Ifølge den nye nationale teststrategi skal der nu kunne laves 20.000 test om dagen.

Facebook
Twitter