Godt 350.000 piger og unge kvinder i Danmark er blevet stukket i overarmen med HPV-vaccine.
Vaccinen beskytter mod de fleste af de vira, der kan give livmoderhalskræft. Men vaccinen har også en skyggeside, mener to praktiserende læger, der nu stiller sig frem.
De er så bekymrede over de alvorlige bivirkninger, vaccinen i meget sjældne tilfælde kan give, at de mener, at vaccinen skal sættes på pause, indtil man er mere sikker på omfanget af bivirkningerne.
- Jeg har ikke lyst til at give den. Betænkelighederne vejer i øjeblikket tungere end gevinsterne, siger Claus Werner Jensen, der er praktiserende læge i Birkerød i Nordsjælland.
Stig Gerdes, der er praktiserende læge i Fredericia, har helt besluttet at lade være med at give flere af sine patienter HPV-vaccinen.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det er gift for kroppen. Det skal bare stoppes, og det skal stoppes nu, siger Stig Gerdes.
Sundhedsstyrelsen forsvarer HPV-vaccine
Sundhedsstyrelsen har frem til den 26. august i år modtaget knap 800 indberetninger om mulige bivirkninger af HPV-vaccine. 129 af dem var klassificeret som alvorlige.
Alligevel fastholder styrelsen, at vaccinationen skal være en del af børnevaccinationsprogrammet til piger.
- Effekten og bivirkningerne af de her vacciner er undersøgt meget grundigt, og vi har nøje overvåget bivirkningerne i Danmark siden 2009 og må sige, at fordelene ved vaccinen overskygger ulemperne, siger sundhedsstyrelsen enhedschef, Søren Brostrøm.
Både Stig Gerdes og Claus Werner Jensen frygter, at der er mange flere, der har bivirkninger, men som ikke sætter dem i forbindelse med vaccinen og derfor ikke har indberettet dem.
Japan trækker anbefaling tilbage
I juli havde Patientforsikringen modtaget 10 anmeldelser om skader som følge af HPV-vaccine. To af dem er blevet anerkendt, og der er blevet udbetalt millionerstatning til en 12-årig og en 14-årig pige.
HPV-vaccinen bliver anbefalet i de fleste lande, men i Japan besluttede regeringen i juli måned at stoppe sin anbefaling af HPV-vaccinen på grund af mulige bivirkninger, skriver The Tokyo Times.
Hvis du er praktiserende læge og er nervøs for eller sikker ved at vaccinere med HPV-vaccine, vil vi gerne høre fra dig. Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du har eller har haft livmoderhalskræft og gerne ville have haft HPV-vaccinen. Skriv til lmas@dr.dk og pum@dr.dk