Lærer: Svært at forene inklusion og reform

Inden 2015 skal 10.000 børn flyttes fra specialskoler over til folkeskoler. Det skal ske samtidig med, at den nye folkeskolereform indføres. Det stiller store krav til lærerne, også på Sønderlandsskolen i Holstebro.

De elever, jeg ikke nåede i dag, må jeg forsøge at nå i morgen. Det siger lærer Anne Tofft, som både har travlt med inklusion og folkeskolereform. (© DR2 Undersøger)

Der er travlt i de danske folkeskoler. To markante ændringer er lige nu ved at blive gennemført: Folkeskolereformen og en lov om inklusion.

Loven om inklusion siger, at i 2015 skal 96 procent af alle skolebørn modtage undervisning i almindelige folkeskoler. Det betyder, at 10.000 børn med særlige behov som fx ADHD og autisme skal flyttes fra specialskoler til folkeskoler.

Folkeskolereformen som så dagens lys i 2013 efter en lockout og et efterfølgende regeringsindgreb er samtidig ved at rulle ud på landets folkeskoler. Den betyder blandt andet, at lærerne skal undervise mere, mens de får mindre tid til forberedelse.

Svært at nå alle elever

Folkeskolereformen og loven om inklusion skaber store udfordringer for folkeskolerne rundt omkring i landet.

Også på Sønderlandsskolen i Holstebro, hvor Anne Tofft er lærer:

- Vi skal sørge for at alle kan være med, at alle kan inkluderes. Alle skal også lære noget, og derfor skal undervisningen tilpasses den enkelte. Det kan være utrolig svært, når der nogen gange er en elev, som tager al ens tid.

Har du talt med din elev i dag?

Som lærer skal Anne Tofft have fokus på de enkelte elevers faglighed og trivsel. Men det er ikke nemt i en klasse med 26 forskellige elever.

I Anne Toffts klasse er der eksempelvis flere børn med diagnoser. Derudover er der de almindelige udfordringer, der er i en enhver klasse.

Anne Tofft fortæller, at hun har en liste med alle elevers navne, som hun gennemgår om aftenen, for at sikre, at hun når omkring alle elever.

- Dem jeg så ikke nåede i dag, må jeg forsøge at nå i morgen, siger hun.

Elever føler sig glemt

Anne's kollega, Martin Lauridsen, oplever også udfordringerne:

- Jeg spurgte min klasse i dag om inklusion. Og de sagde, at jeg brugte så meget tid på Ida, at jeg glemte dem. Det er egentlig store ord fra elever i femte klasse.

- Men jeg har jo selv tvivlen; huskede jeg egentlig de andre nok?

Lærerne skal både blæse og have mel i munden

Man sætter lærerne i en meget svær position. Det siger adjunkt Helene Ratner, der er forfatter til bogen ”Inklusion - dilemmaer i organisation, profession og praksis”.

- Med skolereformen er der jo kommet et øget fokus på karakter og faglighed. Det er vigtigt, men det harmonerer ikke altid med inklusion, som jo også er et krav til folkeskolen, siger Helle Ratner og fortsætter:

- Man kan sige, at man gerne vil have lærerne til at blæse og have mel i munden.

I aften kl. 21 på DR2 kan du møde både Anne Tofft og Martin Lauridsen i programmet DR2 Undersøger: Inklusion – Hvor svært kan det være?

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk