Lærere: Drop lov om uopdragne børn

Undervisningsministeren vil ændre loven, så skoleledere får ret til at bede forældre om at hente uvorne børn. En dum idé lyder det fra lærernes forening.

Der er ikke brug for en lov, som giver skoleledere ret til at tvinge forældre til at hente uvorne elever.

Sådan lyder reaktionen fra Danmarks Lærerforening i forbindelse med et forslag fra undervisningsminister Tina Nedergaard.

Brug for sund fornuft

Ministeren ønsker en lovændring, så forældre er forpligtet til at møde op på skolen med det samme, og tage børnene med, hvis de er umulige.

- Vi har ikke brug for lovændring, vi har brug for sund fornuft, siger Anders Bondo Christensen, som er formand Danmarks Lærerforening, til DR Nyheder.

- Det her med at lovgive om alle mulige små detaljer i den danske folkeskole, det har vi ikke brug for. Lad nu dygtige skoleledere og lærere og skolebestyrelse finde ud af det.

Frygter modstand fra forældre

Han mener, at det kan give problemer, hvis skoler i højere grad beder forældre om at hente børn, der laver ballade.

- Jeg er bange for, at hvis forældrene oplever, at vi ringer og forstyrrer dem unødigt på deres arbejdsplads - at det bliver en trend fra skolens side - så får vi en modstand fra forældrene mod skolen, og det er det modsatte, vi har brug for, siger Anders Bondo Christensen.

- Det er meget bedre, at vi drøfter med forældrene, hvordan vi etablerer en god opbakning til elevernes skolegang, i stedet for at vi regulerer det gennem loven.

Ringer også i dag

Lærerformanden tilføjer, at skolerne godt kan finde ud af at ringe til forældrene, uden at have en lov at støtte sig til.

- Det gør den dygtige skoleleder allerede i dag. Hvis der er en helt uoverskuelig situation, så kontakter man forældrene.

Facebook
Twitter