Danske politikere har i dag hyldet det historisk gode resultat, som de danske skoleelever og deres undervisere har opnået i den nye Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort tidligere på dagen.
- Det er virkelig godt arbejde af især matematiklærerne, som har formået at løfte eleverne markant, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) i en kommentar til undersøgelsen.
Tidligere børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) har også delt sin begejstring for resultaterne.
https://twitter.com/Antorini123/status/806087953680371713
De danske skoleelever ligger for første gang i Pisa-undersøgelsens 16-årige historie over gennemsnittet i OECD-landene i alle tre hovedområder: Matematik, læsning og naturfag.
Der er også glæde at spore blandt de studerende på læreruddannelsen på UCC i København.
Her er de kommende lærere glade for at se, at eleverne i folkeskolen klarer sig bedre, men de forholder sig stadig kritisk til undersøgelsen.
- Det er skræmmende, at vi tester og tester og tester hele tiden. Det er jo bare et øjebliksbillede, du får ikke det store perspektiv ud af det, siger lærerstuderende Patrick Furbo Martinsen.
Mød fire kommende lærere, og se hvordan de klarer sig i Pisa-spørgsmål, i videoen øverst i artiklen.