Læsere: Godt at Politiken undskylder

Et flertal af debattørerne på dr.dk forsvarer Tøger Seidenfadens beslutning om at undskylde over for krænkede muslimer i Muhammed-sagen. Men mange mener, at det er et knæfald for ekstremisme.

Tøger Seidenfaden prøver igen at skabe opmærksomhed om sin uddøende avis, lyder nogle af argumenterne i debatten på dr.dk. (Foto: Linda Henriksen © Scanpix)

Det er helt på sin plads, at Politiken beklager at have krænket muslimer verden over ved at bringe Muhammed-tegningerne. Det mener et flertal af de dr.dk-brugere, der har debatteret om sagen i dag.

- At håne andres følelser, bevidst eller ubevidst, er forkert. Derfor er det ok og ikke et knæfald. Stop nu det had mod muslimer og dem, der er anderledes. Bare flere kunne sige et lille forsigtigt undskyld lidt oftere, skriver en af debattørerne.

Ytringsfrihed med omtanke

Politiken har indgået forlig med en forening for efterkommerne af profeten Muhammed. Og i dagens udgave af Politiken beklager chefredaktør Tøger Seidenfaden over for de muslimer, der har følt sig krænket af avisens genoptrykning af tegningerne.

- Jeg synes, at det er fint af Politiken at gøre noget og anerkende at det, man gør, ikke altid stiller alle tilfredse. Det er reelt. Vores ytringsfrihed kan være sårende. Det skal ikke forhindre os i at bruge den, skriver M.E. Lee, en af dr.dk's brugere.

- Det var på tide, at der var nogen, der fik øjnene op for andres følelser. Vi sælger jo heller ikke porno i børnehøjde, skriver Carsten.

Ynkeligt og dumt

Men mange læsere raser også mod det, de kalder for Politikens knæfald for ekstremisterne.

- Det er et indiskutabelt knæfald for en fuldstændig udansk samfundsopfattelse. Angst har endnu engang skubbet den sunde fornuft ud i kulissen. Vi bør ikke i et vestligt retssamfund ligge under for trusler af nogen art, skriver Lars Kjeldsen.

Og de, der roser Politiken, har ikke forstået særlig meget, mener Tommy Petersen.

- Dette handler om visse gruppers interesse i at bruge religion til at opnå magt - i dette tilfælde islamiske oprørere, politikere og imamer - der alle er afhængige af at kunne samle et folk til oprør mod Vesten for at bevare magten. At Politiken erkender dette ved at undskylde en tegning er ynkeligt og dumt, skriver han.

Læser: Politiken udsat for hetz

En del læsere gør opmærksom på, at Politiken ikke undskylder for at have bragt tegningerne. Avisen undskylder udelukkende, at tegningerne har krænket nogen.

- Der er øjensynligt mange, som ikke har givet sig tid til at nærlæse den meget velbalancerede undskyldning, og som springer op og spænder bælte og råber skandale! Den slags uovervejede meningstilkendegivelser syntes jeg desværre, at der bliver flere og flere af, mener Morten G.

Samtidig mener en læser, at Politiken netop benytter sig af sin egen ytringsfrihed, og at kritikken af undskyldningen er et udtryk for, at ytringsfriheden herhjemme ikke er alt for velset.

- Politiken ytrer sig, men udsætter sig derved for en hetz fra mange sider. Interessant at se fra hvem. Det er måske kort før, man kan forvente Politiken-afbrændinger, skriver WS.

FacebookTwitter