Lakserytteren: Politianmeldelser kan være godt for moralen på internettet

Det er positivt, at Forbrugerombudsmanden går efter skjult reklame, mener populær influencer.

Reglerne for skjult reklame er ikke særlig logiske, så man skal sætte sig godt ind i dem, mener Rasmus Kolbe - også kendt som Lakserytteren.

Skjult reklame på sociale medier er ikke i orden, og derfor er det godt, at Forbrugerombudsmanden nu har politianmeldt fire af landets største profiler, mener Rasmus Kolbe – bedre kendt som Lakserytteren.

Han er selv en af internettets største stjerner med langt over en million følgere på en stribe sociale medier, og samtidig er han partner og kreativ direktør i firmaet Cube, der er landets største managementfirma for influencere.

- Det kan være godt for moralen ude på internettet, at der er nogle, der bliver politianmeldt. Der er rigtig, rigtig mange, der på den ene eller anden måde lever af at være influencere eller tjener en lille skilling til studielivet, og det er ikke alle, der har helt styr på, hvad det er for nogle retningslinjer, vi har. Så jeg tror, det er rigtig fint, at der kommer fokus på det, så alle der tjener penge på internettet, går ind og følger op på reglerne, siger Rasmus Kolbe.

Han kom selv i søgelyset sidste år, fordi han ifølge flere eksperter kom til at bryde reklamereglerne, og han kan godt se, at nogle influencere kan komme til det, hvis de ikke har sat sig ordentligt ind i det.

- Det er ikke svært at følge reglerne, for det handler om at gå ind på Forbrugerombudmandens hjemmeside og læse dem. Men der er en masse regler, man skal holde styr på, og nogle af dem er ikke naturlige i forhold til, hvordan vi bruger sociale medier. Derfor kan jeg godt forstå, at man kan glemme at markere en enkelt instagramsekvens eller lignende, siger Rasmus Kolbe.

Mere end hver anden lavede fejl

Forbrugerombudsmanden har undersøgt 37 af de mest populære profiler på sociale medier, og 22 af dem har ikke fulgt reglerne til punkt og prikke.

Fire af influencerne har lavet så grove overtrædelser, at de er blevet politianmeldt, ti har fået en advarsel og otte har lavet så små fejl, at de har fået tilsendt en vejledning i, hvordan de skal reklamere lovligt.

- Jeg tror, det vidner om, at det er en branche i rivende udvikling, hvor man i kampens hede kan begå nogle fejl eller forkerte fodtrin, siger Rasmus Kolbe.

For det går hurtigt for de største profiler, der dagligt lægger nye billeder, tekster og videoer ud på de sociale medier.

- Hvis man har 100.000 følgere på Instagram deler man nok indhold hver dag, så der har været rigtig mange stykker indhold, Forbrugerombudsmanden har skullet kigge igennem, og jeg kan sgu godt forstå, at folk har lavet fejl undervejs i processen. Heldigvis er det kun fire, der har lavet grove overtrædelser, siger Rasmus Kolbe.

Er der nogle af de influencere, I repræsenterer hos Cube, der har fået breve fra Forbrugerombudsmanden om, at de har begået noget forkert?

- Vi repræsenterer rigtig mange. Jeg ved ikke, om der er nogle af vores influencere, der er blevet politianmeldt, men jeg tror det ikke, for så tror jeg, at de ville have kontaktet os. Men måden, vi arbejder med vores influencere på, er jo i et partnerskab, så det er er ikke sikkert, at de ringer til os, hvis Forbrugerombudsmanden sender dem en mail. Der ringer de måske til en advokat i stedet for.

Har du tænkt dig at finde ud af det?

- Jeg følger meget nysgerrigt med i denne her sag, for selvfølgelig er det interessant for os at vide, om vores influencere er på den ene eller den anden side af reglerne, siger Rasmus Kolbe.

Han har under alle omstændigheder tænkt sig at sende en mail ud til de mange influencere, der bliver repræsenteret af Cube, så de kan blive mindet om reglerne.

Facebook
Twitter