Landbrug og Fødevarer om grønne svigt: Det er ikke viljen, der mangler

Det er tidskrævende og kompliceret at reducere udledning, lyder det fra landbrugets brancheorganisation.

I forbindelse med landbrugspakken fra 2015 lovede landbruget frivilligt at reducere sin udledning af kvælstof markant mod en lempeligere regulering af gødning. Men de er langt fra det aftalte mål på 1.451 ton, og har kun fået reduceret med 12 tons. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

De danske landmænd fik lov til at gøde mere. Til gengæld lovede de frivilligt at reducere deres udledning med 1.451 ton inden udgangen af 2018. Sådan lød aftalen i landbrugpakken fra 2015.

Men landmændene har svigtet deres del af aftalen, viser nye tal, de har nemlig kun reduceret med mindre end én procent af den lovede mængde.

Men det er ikke viljen, der mangler, lyder det fra landmændenes brancheorganisation, Landbrug og Fødevarer.

- Vi tager det her meget alvorligt, siger formand Martin Merrild om de nye tal, som viser, at de kun har reduceret kvælstofudledningen med 12 ton.

- Der har været mange initiativer i gang. Det første var efterafgrøder: Der blev vi ramt af dårligt vejr, siger Martin Merrild og tilføjer, at det ikke var lysten til at så de frivillige efterafgrøder, der manglede hos landmændene.

- Lysten var helt klart til stede, og tusindvis af hektar blev meldt ind, siger han.

Formand for landmændenes brancheorganisation Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, mener ikke, at det er vilje, der mangler, når danske landmænd kun har fået reduceret deres udledning af kvælstof med én procent af, hvad de lovede med landbrugspakken i 2015.

'Mere kompliceret end forventet'

Som en del af aftalen lovede landmændene blandt andet, at de ville etablere vådområder, som skulle medvirke til at reducere udledningen. Men også her opstod der udfordringer, forklarer formanden.

- Det (at etablere vådområder red.) har desværre vist sig at være noget mere kompliceret, end nogle politikere åbenbart havde forventet, siger Martin Merrild og fortæller, at han har modtaget flere mails fra landmænd, der allerede tilbage i 2017 gik i gang med arbejdet, men som først bliver færdige med deres vådområder i starten af 2019.

- Det viser lidt om, hvor kompliceret det er. Men det er ikke viljen, der mangler, men det er en kompliceret anlægsopgave, siger formanden, som tøver med at svare på, om landbruget kunne havde reageret hurtigere.

- Det kan da godt være, at man kan finde nogle eksempler, hvor det kunne være gjort hurtigere, men det er stadigvæk en proces, der skal sættes i gang, siger han.

Ifølge landbrugspakken fra 2015 forpligtede landmændene sig ikke kun til at begrænse kvælstofudledningen med 1.451 ton, men med 2907 ton frem til og med 2021.

Men om landmændene når målet næste gang, vil formanden ikke garantere:

- Nej, det vil jeg ikke garantere. Der er både vind og vejr og love og regler på spil, siger han og understreger:

- Vi har nogle mennesker, som ikke laver andet end at rejse rundt og hjælpe landmændene med at få de her anlæg etableret, som vi selv betaler med vores kontingentkroner i Landbrug og Fødevarer, siger organisationens formand og tilføjer, at de er i fuld gang rundt om i landet.

Facebook
Twitter