Landbruget: Åbenhed om MRSA-smitte giver falsk tryghed

Offentliggørelse af MRSA-smitte på svinefarme giver falsk tryghed og stigmatiserer tilfældige landmænd, siger Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer mener, at det er urimeligt, at offentliggøre navngivne besætninger, der er smittet med MRSA. (Foto: DR Nyheder)

Folketingets Ombudsmand sætter nu en stopper for, at myndigheder i årevis har hemmeligholdt, hvilke svinefarme der er smittet med den multiresistente svinebakterie MRSA, som hidtil har kostet fire danskere livet.

Det er nemlig i befolkningens interesse at vide besked om, hvor smitten er, lyder det fra Ombudsmanden. Men den afgørelse er Landbrug & Fødevarer langt fra enig i.

- Vi frygter, at de besætninger, der får det her stempel på sig, vil få det svært både som mennesker, men også i deres forretningsdrift, siger Poul Bækbo, afdelingsleder i Videnscenter for Svineproduktion. Han understreger, at sundhedsmyndighederne siger, at risikoen for den humane sundhed er meget lille.

Tilfældige landmænd og falsk tryghed

Landbrug & Fødevarer peger især på to problemer. For det første er der tale om tilfældigt udvalgte svinebesætninger, der bliver tjekket for smitte. I Danmark screener Fødevarestyrelsen nemlig nogle få hundrede ud af i alt 4-5.000 svinefarme.

- Det er ikke rimeligt, at bare fordi de indgår i den undersøgelse, så skal de udstilles, for hvad med alle de andre? Dem har vi jo ingen viden om, siger Poul Bækbo.

For det andet betyder screeningen også, at der er tale om en her og nu-viden, mener afdelingslederen.

- Det vil give en falsk tryghed. Både for besøgende, men også for dem der arbejder i besætningerne. Det kan godt være, at vi har undersøgt besætningen hos hr. Jensen og fundet den negativ, men i morgen eller i næste uge kan den jo være smittet, siger Poul Bækbo.

Alle bør handle som smittede

I stedet for at pege fingre af enkelt besætninger lyder rådet til landmændene fra Landbrug & Fødevarer, at alle svineproducenter skal agere som potentielt smittede.

- Alle, der arbejder med svin, bør betragte sig som værende i risikozonen. De skal alle tage forholdsregler for eksempel ved at vaske hænder og skifte tøj, lyder rådet fra Poul Bækbo.

I sidste uge fremlagde fødevareminister Dan Jørgensen (S) en fempunktsplan, som skal bremse svinebakteriens spredning.

Fødevarestyrelsen retter ind

Men på trods af landbrugets bekymringer meddelser Fødevarestyrelsen fredag, at de agter, at rette sig efter Folketingets Ombudsmand.

- Vi følger selvfølgelig Ombudsmanden. Fremadrettet vil vi give aktindsigt i de besætninger, som har MRSA, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Per Henriksen.

DR Nyheder og andre medier har ellers flere gange fået afslagaktindsigt i, hvilke farme der er smittet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk