Landbruget var med til at skrive omstridt rapport om oksekød: 'Kan godt se, at der er nogle uheldige signaler'

Aarhus Universitet ærgrer sig over, at der ikke var mere åbenhed om, hvordan rapport blev til.

Rapporten er blevet kritiseret for at sammenligne klimabelastningen for oksekød med en hel pulje af produkter som øl, vin, slik, kaffe, te og sodavand. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Det skulle have været mere tydeligt, at Landbrug & Fødevarer og Danish Crown var med til at føre pennen i en rapport om oksekød fra Aarhus Universitet og DTU, der ellers blev præsenteret som uvildig.

Sådan lyder det fra Aarhus Universitet, efter avisen Information i dag beskriver, hvordan landbruget decideret har skrevet rapportens forord, indledning og et afsnit om projektet. Desuden er landbrugsorganisationerne kommet med forslag til formuleringer andre steder i rapporten.

Det betyder ikke, at konklusionerne er forkerte, men det kan se uheldigt ud udefra, mener Niels Halberg, der er centerleder for Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, som har udgivet rapporten.

- Vi kan ikke leve med, at andre opfatter det som om, vi ikke har vores forskningsmæssige integritet. Jeg kan godt se, at der er nogle uheldige signaler i noget af den skriveproces, der har været her. Jeg ville ønske, at den havde været beskrevet i rapporten. Der står, at det er et erhvervssamarbejde, men man kunne godt have skrevet mere om, hvordan rapporten er blevet til, siger Niels Halberg til DR Nyheder.

Fik burger på forsiden

Rapporten er udgivet af Aarhus Universitet, men den er finansieret af Kvægafgiftsfonden, der har til formål at styrke oksekødssektoren. Derfor har Landbrug & Fødevarer, Danish Crown og Kødbranchens Fællesråd været en del af styregruppen og kommenteret forskernes arbejde løbende.

Ifølge mails, som Information har fået aktindsigt i, har der været meget detaljerede input. Blandt andet blev titlen på rapporten ændret, og et forsidebillede af råt kød blev skiftet ud.

- Hvis der kun skal være et kødbillede, så skal det være af burgeren […] der er også rigeligt med grøntsager, lød det ifølge avisen fra Danish Crowns repræsentant i styregruppen. Det endte med et billede af en burger.

Rapportens forside endte med et billede af en burger.

Styregruppen kom også med ændringer til formuleringer inde i rapporten. Blandt andet blev ordlyden i en sætning om, at det var muligt at erstatte oksekød med andre fødevarer, ændret.

Forskere har haft det sidste ord

Men det betyder ikke, at forskerne er blevet presset til at skrive noget, de ikke kunne stå inde for, fastholder universitetet.

- Der skulle have stået, at der har været en skriveproces, hvor de forskellige partnere i projektet har haft mulighed for at kommentere og komme med forslag til teksten, men at det har været forskerne, der har haft det sidste ord i hvert eneste afsnit og godkendt den endelige tekst. Den forskningsfrihed, som vi altid insisterer på, den har vi også haft i dette her projekt, siger Niels Halberg fra Aarhus Universitet.

Ellen Trolle fra DTU, som er en af forfatterne til rapporten, fastholder også, at der fra hendes side er tale om uvildig forskning.

- Vi har jo kunnet rette til og kommentere på det, Landbrug & Fødevarer har skrevet. Så jeg synes ikke, der er problemer i det, siger hun til Information.

”Svækker troværdigheden”

Rapporten har skabt en del debat, blandt andet fordi sammenligningen med en enkelt fødevare som oksekød med en kurv af andre fødevarer ifølge andre forskere kan give et billede af, at kød ikke er så slemt i forhold til at belaste klimaet.

- Det kommer bag på mig, at forskerne lader deres integritet kompromittere på den måde. Sådan noget må bare ikke ske, siger Morten Birkved, der er professor på Syddansk Universitet og ekspert i klimapåvirkninger, til Information.

Heine Andersen, professor emeritus på Københavns Universitet, har i mange år beskæftiget sig med forskningsfrihed- og etik, og han er også kritisk over for den måde, rapporten er blevet til på.

- Jeg blev forbløffet og også lidt rystet, da jeg så dokumenterne. Jeg forstår ikke, at universitetet går ind på de præmisser, der fremgår, siger han til DR.

- Landbrug & Fødevarer og Danish Crown har haft en styrende hånd i stort set alt, hvad der er foregået. Det er et problem, fordi det krænker forskningsfriheden. Forskerne skal levere neutral og helt uafhængig forskning, og når man har været styret udefra, som tilfældet er her, så svækker det troværdigheden.

Det aspekt har også affødt en debat om pressens behandling af sagen, fordi DR og andre medier skrev om den uden med det samme at få tydeliggjort, at den var lavet i samarbejde med landbruget. DR har dog siden præsiceret den oprindelige artikel om sagen, så samarbejdet med landbruget nu fremgår tydeligt.