Landets største fitnesskæder er åbne igen: Mette stod klar klokken 05.59

Nu kan over en halv million danskere igen komme til fitness.

Mette Petersen var "helt høj af glæde", efter hun havde trænet i fitnesscentret i morges.

Landets største fitnesskæder Fitness World og Sats kunne i morges slå dørene op for de træningshungrende medlemmer for første gang i månedsvis.

Hos Fitness World var medlemmerne faktisk så desperate for igen at løfte vægte og presse ben, at kædens hjemmeside og app tidligt i morges havde store tekniske problemer.

En af dem, der stod klar foran træningscentret i Herlev klokken 05.59, var 42-årige Mette Petersen:

- Jeg er helt høj af glæde, for jeg har savnet det helt vildt. De første 14 dage efter nedlukningen var jeg nærmest i en depressiv tilstand, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge min tid på, siger hun.

Normalt træner Mette Petersen fem gange om ugen i sammenlagt 10-12 timer, så det har været svært at undvære fitnesscentrets maskiner og udstyr i månedsvis. Derfor var det et glædeligt gensyn med fitness-faciliteterne tidligt i morges:

- Jeg har trænet ro- mave- og rygmaskiner og styrketræning med kabler. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg ikke kunne tage så meget, som jeg plejer, siger hun.

  • Allerede i mandags kunne fitnesscentret BTL Fitness nær Aalborg byde medlemmerne velkommen. Her bliver en maskine sprittet af inden brug. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Også håndspritten bliver brugt flittigt i det jyske træningscenter. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Nogle maskiner er "lukket ned" i centret for at sikre, at medlemmerne kan holde afstand. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
1 / 3

Masser af sprit og ingen træningsmåtter

Fitnesscentre fik lov at åbne i mandags som en del af fase 3 i genåbningen af samfundet. Men da retningslinjerne først landede natten til mandag, har Fitness World og Sats skulle bruge et par ekstra dage til at blive klar til at åbne.

Af retningslinjerne fremgår det blandt andet, at samtlige redskaber og maskiner sprittes af efter hvert brug. Personalet skal tælle, hvor mange der kommer ind i centrene, der skal være afstand, og svedabsorberende udstyr som for eksempel træningsmåtter skal medbringes hjemmefra.

For 26-årige Marko Mikic, der trænede i Fitness World i Hundige i morges, var de nye retningslinjer dog ikke svære at efterleve:

- Det tog fem-ti sekunder at spritte håndvægtene af og lidt længere tid med de store maskiner. Alle respekterede det, så alle sprittede af.

Inden han tog afsted til træning, tænkte han over, om det ville være svært at holde afstand. Men det var ikke noget problem:

- Der var tjek på det, og man kunne først komme ind, når man var blevet "godkendt" af en i receptionen, siger han.

Marko Mikic til træning. (Foto: (privatfoto))

Også Mette Petersen oplevede, at retningslinjerne blev overholdt:

- Der var god afstand ved maskinerne, masser af sprit, og folk var gode til at tage hensyn. Centret havde gjort meget for at forberede det, men vi har også selv et ansvar, siger hun.

Hjemmetræning har været svær

Fitness World har knap en halv million medlemmer, mens Sats har 100.000. Det er med andre ord rigtig mange danskere, som fra i dag kan genoptage træningen.

For Marko Mikic, der normalt har et stillesiddende arbejde som jurist, har det været tiltrængt.

- Det var super dejligt at komme tilbage og træne. Jeg har haft brug for at komme i gang, og det er godt, at der nu er et sted, hvor jeg kan bruge min energi, siger han.

Normalt styrketræner han tre-fire gange om ugen i fitnesscenter, men i løbet af nedlukningen har han kun fået cyklet nogle ture.

Mette Petersen, der arbejder som sygeplejerske, har under nedlukningen løbet tre-fire gange om ugen, gået lange ture og brugt træningselastikker derhjemme.

Men hjemmetræningen er svær, synes hun:

- Der er vasketøj og tre børn, som kan distrahere.

Derfor er Mette Petersen på plads igen i fitnesscentret i morgen klokken 6 - og i morgen eftermiddag kommer hun igen med sin datter.

Facebook
Twitter