Landmændene til kommunen i Lille Vildmose: I stjæler vores jord

Lodsejere har fået nok af kommunens opførsel i Lille Vildmose: 'Ejendomsretten er sat ud af kraft'.

Lille Vildmose er den hidtil største fredning i Danmark. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et naturprojekt i Nordjylland har skabt gnidninger mellem landmænd og Aalborg Kommune.

Søndag formiddag troppede godt 200 mennesker op i Lille Vildmose for at vise deres utilfredshed med kommunens arbejde. Lodsejerne mener, at kommunen arbejder på jord, der ikke er deres.

En af dem er Hanne Jensen.

- Vi blev stående for at forsvare vores ejendom, sådan tænkte Hanne Jensen, da hun trodsede politiets anvisninger og gik bag deres afspærring sammen med flere andre demonstranter.

Det endte med, at hun og 32 demonstranter blev tilbageholdt af Nordjyllands Politi, og fire personer blev sigtet for at forhindre kommunens arbejde.

Alle personer gik senere fri.

I Lille Vildmose har Aalborg Kommune gang i flere projekter, som blandt andet tæller en dæmning. Men da dæmningen er lig med et oversvømmet område, betyder det også tabte indtægter for lodsejerne.

- Når kommunen kommer og placerer en sø på vores jord, går banken ind og siger, at jorden er intet værd, og de vil have udbetalt deres penge. Men hvor skal vi så finde de penge, når vi intet kan tjene på jorden, spørger Hanne Jensen.

I Lille Vildmose kan man opleve vildsvin, elge og kronvildt. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

'Retsløs tilstand'

Weekendens demonstration kommer efter en længere konflikt mellem Aalborg Kommune og de lokale lodsejere. Det hele startede for flere år siden, da Lille Vildmose blev fredet i 2007, og nu har sagen udviklet sig til, at lodsejerne har hyret en advokat.

Preben Clausen er talsperson for lodsejerne og ifølge ham, har demonstrationen været den eneste løsning for at blive hørt.

- Lodsejerne føler, det er tyveri. Vi kan ikke andet end at demonstrere. Vi har prøvet at ringe og skrive, men der sker ikke noget, siger han.

Ifølge Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, er deres utilfredshed forsvarlig.

- Ejendomsretten er sat ud af kraft. Det er en retsløs tilstand, siger han:

- Kommunen må vente, på at de får tilladelse til at anlægge. Man kan ikke arbejde på jord, man ikke ejer. Kommunen skal vente ligesom alle andre i et retssamfund, siger han.

Fredning forklarer arbejdet

Mens lodsejerne mener, at det er kommunen, der er gal på den, mener Aalborg Kommune ikke, at de gør noget forkert.

Sådan lyder det fra Kirsten Andersen, Stadsgartner i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

- Fredningen og flere efterfølgende tilladelser giver os mulighed for at arbejde på jorden. Der er udbetalt erstatning som kompensation til lodsejerne, siger hun.

Aalborg Kommune mener, at fredningen give dem ret til at anlægge. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Lodsejerne har flere gange foreslået Aalborg kommune, at sagen kan blive forelagt en dommer, hvoraf en hurtig afgørelse kunne falde, siger Preben Clausen. Men ifølge Kirsten Andersen er dommervejen ikke den bedste løsning.

- En dommer vil sige, at afgørelsen skal tages i de respektive instanser, siger hun og fortsætter:

- Det er et omfattende projekt, hvor mange parter er inde over, fordi man med fredningen har fastholdt private arealer, siger hun.

Tilbage ved Lille Vildmose håber Hanne Jensen, at parterne kan nå til enighed.

- Nogle skal ud af busken. Vi skal sætte os ned sammen og finde en løsning. Det kan ikke passe, at kun den ene part skal være tilfreds, siger hun.