Landmand giver sig ikke i vejstrid: Det er kun krampetrækninger fra kommunen

Martin Lund Madsen har kun hovedrysten til overs for Vejen Kommunes beslutning i vejstrid.

Oktober 2018 spærrede Martin Lund Madsen den nye omfartsvej, Skovgårdsvej, der ligger ved Askov i Vejen Kommune. (Foto: Christer Holte)

Storbonden Martin Lund Madsen giver sig ikke.

På trods af, at flertallet i byrådet i dag vedtog, at han skal tvinges til at afstå sin jord til fordel for en landevej, så ryster han ikke på hånden.

Skovgårdsvej, som det omstridte stykke landevej ved Askov i Vejen Kommune hedder, vil forblive lukket, og i sidste ende bliver vejen helt fjernet, slår han fast.

- Jeg er helt rolig på trods af det her. Det er kun krampetrækninger fra kommunens side. Og jeg håber da, for alles bedste, at det ender med, at vejen skal fjernes, for så er der nogen inde i Vejen Kommune, der bliver nødt til at træde tilbage, siger Martin Lund Madsen, der fortæller, at han sammen med sin advokat agter at køre sagen helt til ende.

Landmand spærrede landevej

Striden om Skovgårdsvej i Vejen Kommune blussede for alvor op, da Martin Lund Madsen i efteråret sidste år blokerede den nyanlagte vej med halmballer og grusbunker.

Efter en længere juridisk tovtrækning om jordstykket afgjorde Højesteret sidste år, at vejen i første omgang var anlagt ulovligt på Martin Lund Madsens jord.

I dag vedtog Vejen Kommune en ny tvungen afståelse - en såkaldt ekspropriation - der skal bane vejen for, at bilerne igen kan benytte den blokerede vej.

- Nu har Martin Lund Madsen fire ugers klagefrist. Derefter forventer jeg, at vi kan få åbnet vejen igen, for det har været til stor gene, at den har været lukket, da der har været megen tung trafik, der skulle ind gennem Askov, siger teknikudvalgsformand Vagn Sørensen (V) fra Vejen Kommune, der samtidig opfordrer Martin Lund Madsen til hurtigst muligt at fjerne afspærringerne.

Bliver ved, til sagen er færdig

Det er muligt, at Skovgårdsvej i en periode bliver åbnet. Men det er i så fald kun midlertidigt, slår Martin Lund Madsen fast.

- Jeg kan ikke tage det seriøst, at der sidder en kommune, der har været så inkompetente hele vejen igennem og som nu fortsat lukker øjnene for loven. Man kan ikke sidde som inhabil kommune og køre denne åstedsforretning (besigtigelsen af det omstridte vejstykke, red.) igennem.

- Vi har flere gange fortalt dem, at det var ulovligt, men de lukkede bare øjnene og troede, at de kunne tromle videre. Det skete så ikke, og de kommer til at køre den her til ende med mig, for jeg har sat snuden i sporet, og jeg bliver ved, indtil jeg er færdig, konstaterer Martin Lund Madsen.

Kommunens handling er hovedrystende

Af hensyn til den fremtidige, juridiske proces vil Martin Lund Madsen ikke kommentere, præcist hvad han mener, der er forkert ved den nyligt vedtagne ekspropriation.

Men han slår fast, at han ikke er tilfreds med kommunens ageren i sagen.

- Vi bliver nødt til at forholde os til, at vi har folkevalgte politikere, der sidder og varetager skatteborgeres penge og som har brugt tre millioner kroner på advokater. Jeg synes, det er hovedrystende, at man som kommune kan handle sådan her efter Højesteret har talt, siger Martin Lund Madsen.

Ifølge Vejen Kommune har han nu fire uger til at klage over afgørelsen.

Facebook
Twitter