Den hjemsendte og mangeårige chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, skal løslades.
Det er Østre Landsret netop kommet frem til. Dermed går landsretten imod Københavns Byret.
Det var Lars Findsen, der havde kæret beslutningen om, at han skulle varetægtsfængsles.
Lars Findsen er sigtet for at have lækket, hvad PET kalder "højtklassificerede oplysninger" efter en paragraf, der har en strafferamme på op til 12 års fængsel.
Hos Findsen vækker afgørelsen glæde.
- Jeg er selvsagt glad og taknemmelig for Østre Landsrets afgørelse. Jeg vil også gerne takke personalet i Hillerød Arrest for god behandling, siger han i en skriftlig udtalelse.
Og så åbner han for at sige flere ord i en nær fremtid.
- Lige nu og her har jeg ikke mere at sige, men jeg vil komme med en udtalelse i den nærmeste fremtid, lyder det.
Han nægter sig skyldig.
I afgørelsen skriver landsretten, at man godt nok mener, at der er begrundet mistanke for, at Lars Findsen kan være skyldig i den rejste sigtelse. Men man har vurderet, at der ikke er grundlag for, at han skal forblive bag tremmer.
Det vil sige, at man ikke mener, at der er en risiko for, at Lars Findsen vil gentage kriminaliteten, eller at løsladelse af ham vil vanskeliggøre efterforskningen. Det har været på den baggrund, at Findsen har siddet varetægtsfængslet.
Anklagemyndigheden og Østjyllands Politi, som står for efterforskningen, ønsker ikke at stille op til interview, men politiet har sendt følgende udtalelse:
- Det fremgår af Østre Landsrets pressemeddelelse, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 109. Sigtelserne i sagen opretholdes, og efterforskningen fortsætter.
Fængslet i over to måneder
Han har siddet varetægtsfængslet siden 9. december.
Afgørelsen fra Østre Landset er kommet, efter at landsretten har brugt hele to dage på vurderingen, hvilket er højst udsædvanligt.
De to retsmøder er blevet holdt for lukkede døre, så det er uvist, hvad der er blevet lagt frem.
For på trods af protester fra et samlet pressekorps valgte landsretten i tråd med Københavns Byret at fastholde den lukkede linje, hvilket betyder, at offentligheden fortsat ikke kan få indblik i, hvad politiet og anklagemyndigheden helt præcist mistænker Lars Findsen for at have gjort.
I stedet bad pressen om, at retten kunne læse sigtelsen højt. Også det er blevet afvist.
Findsens ene forsvarer, Lars Kjeldsen, har flere gange sat spørgsmål ved sin klients retssikkerhed.
- Jeg tror, at der vil komme betydelig debat, hvis man faktisk fik indsigt i, hvad der er gang i her, har advokaten tidligere udtalt.
På vej ind til tirsdagens retsmøde udtalte Kjeldsen, at "vi håber, at det går bedre end i byretten".
Tre sager nævnt
Selvom ingen detaljer om sagen fra retten må komme ud til offentligheden, tog de øverste chefer fra FE og PET efter anholdelserne på medierundtur.
Her fik en række mediechefer at vide, at det er ulovligt at basere historier på læk af klassificerede oplysninger. Ifølge flere chefredaktører blev tre historier fra medierne nævnt på møderne.
Det drejer sig for det første om Ekstra Bladets afdækning af trusselsvurderinger i efterretningstjenesterne om danske børn i syriske fangelejre. Ifølge Ekstra Bladet holdt regeringen en trusselsvurdering om børnene hemmelig i et år.
For det andet drejer det sig om historier om Ahmed Samsam, som ifølge DR's oplysninger har været agent for PET og FE i Syrien, og som siden fik en terrordom i Spanien.
Og for det tredje om et samarbejde mellem Danmark og den amerikanske efterretningstjeneste NSA om tapning af internetkabler til aflytning, som DR blandt andre har afdækket.
DR har flere gange bedt PET og FE kommentere sagen. Det ønsker efterretningstjenesterne ikke.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) holder også kortene tæt til kroppen, når det kommer til, hvad hele sagskomplekset handler om.
Men i et interview med DR har han tidligere sagt, at sager om læk skaber risiko for Danmarks sikkerhed.
- Det er også en af grundene til, at vi er nødt til at gribe ind som land, hvis muligheden for at drive efterretningstjeneste forvitrer, han han blandt andet udtalt.