Landsret godkender fogedforbud mod PET-bog

Det var i orden, at Københavns Byret i oktober nedlagde fogedforbud i sagen om bogen 'Syv år for PET".

Trods fogedforbudet valgte Politiken at udgive bogen 'Syv år for PET i et særtillæg. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Østre Landsret godkender det fogedforbud mod JP/Politikens Hus, som Københavns Byret en sen nat i oktober nedlagde i sagen om bogen "Syv år for PET".

Dermed er vejen banet for, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) som varslet kan anlægge sag mod mediehuset.

På trods af fogedforbuddet valgte Politiken nemlig 9. oktober at trykke hele den omstridte bog i et særtillæg.

Som en konsekvens her af bad PET byretten om at ophæve forbuddet, som dermed kun nåede at gælde i cirka et døgn.

Ikke desto mindre har JP/Politikens Hus insisteret på at fortsætte den juridiske dyst i landsretten.

- Vi finder det uberettiget, at byretten afgjorde forbudssagen uden at give JP/Politikens Hus mulighed for at udtale sig, lød det fra JP/Politikens administrerende direktør, Stig Ørskov, da sagen blev afgjort i Københavns Byret.

Bogen er skrevet af journalist Morten Skjoldager, og omdrejningspunktet er Jakob Scharf, tidligere chef i PET, der fortæller om den hemmelige tjenestes arbejde og kommenterer nogle terrorsager.

Fogedforbudet blev udstedt på baggrund af en reklametekst på bogen fra forlaget Peoples Press. Dommeren havde ikke set bogen.

/ritzau/

Facebook
Twitter