Landsret udsætter hashsag efter anklagers vildledning

"Udpeg S. (ham med hunden i Pusher Street)" skrev anklager til politiagenter, inden de skulle afhøres.

Politiet slår til mod hashbod på Christiania.(arkivfoto) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Skandale. En meget alvorlig sag. Tjenesteforsømmelse.

Det er nogle af de ord, som forsvarerne i en straffesag om hashhandel i Christiania tirsdag bruger i Østre Landsret.

Landsretten udsætter sagen, fordi forsvarerne kræver flere oplysninger efter en anklagers usædvanlige opførsel.

- Vi vil have revl og krat frem, siger en af dem - advokat Hugo Steinmetz.

Anklageren blev mandag sat fra bestillingen af Statsadvokaten i København. Hun er blevet inhabil midtvejs under sagen med 11 tiltalte.

Årsagen er, at hun har vejledt politividner meget grundigt, inden de skulle afhøres i retten.

De har nærmest fået instruktioner i, hvad de skal forklare:

"Udpeg S. (ham med hunden i Pusher Street)" har anklageren for eksempel skrevet til politiagenter, inden de skal afhøres om videoer optaget i Christiania. (I mailen står den tiltaltes fulde navn, Ritzau bringer blot et forbogstav).

Oveni har hun også - med en forsvarers ord - ført såvel landsretten som forsvarerne bag lyset. Hun skjulte det reelle omfang af hendes vejledning af vidnerne.

Hendes chef, vicestatsadvokat Anders Riisager, har da også beklaget over for retten, at anklageren gav både retten og forsvarerne fejlagtige oplysninger.

På grund af dramaet har landsretten besluttet at udsætte sagen til torsdag i næste uge.

Sagen kort

  • Den konkrete sag udspringer af politiets store aktion "Operation Nordlys", hvor cirka 80 mennesker blev tiltalt. Den gigantiske sag blev delt op i seks.

  • Og nu borer forsvarerne i, om vidner også i de øvrige sager i komplekset har fået ledende spørgsmål, inden de mødte i retten.

/ritzau/

FacebookTwitter