Landsret: Valuar uden skyld i at par betalte overpris

I en principiel ankesag er en valuar og en sælger af en andelsbolig frikendt for at have været skyld i overbetaling for en andelslejlighed.

En valuar og sælgeren af en andelsboligforening er frikendt for at sætte en urealistisk høj pris på en ejendom med mange lejligheder. (© DR)

En valuar og sælgerne af en lejlighed i andelsboligforeningen Ringertoften i København er i Østre Landsret frifundet for at være skyld i, at et par skulle have betalt overpris, da de i 2009 købte en lejlighed.

Retten på Frederiksberg afgjorde sidste år, at vurderingen af lejligheden var 'voldsomt urealistisk og åbenbart forkert'. Valuaren, hans selskab og sælgerne blev derfor dømt til at betale i alt 128.132 kroner.

For stor forskel

Baggrunden for dommen er, at der var stor forskel på den vurdering valuaren havde og vurderingen fra en skønsmand.

Landsretten pointerer, at skønsmand og valuar bruger forskellige metoder til at beregne værdien, og at skønsmandens vurdering kommer senere - hvor flere forandringer på boligmarkedet allerede var sket.

Lidt af en mavepuster

78 andelshavere i Ringertoften har sagsøgt valuaren for et tocifret millionbeløb, og dagens afgørelse er den første.

Jeppe Brandorff Stefansen er advokat for køberne, og han konstaterer efter dommen, at det nærmest er umuligt at få dømt valuarer.

- Det er noget af en tam fornemmelse jeg står tilbage med. Nu har sagen kørt siden 2009 og fem år efter kan jeg bare konstatere, at vi ikke kan løfte bevisbyrden. Det er lidt af en mavepuster, siger han.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter