Landsretten giver politiet ret: Frigg og Marley er ulovlige og skal aflives

Foreningen Fair Dog og to hundeejere havde indbragt den principielle sag for domstolen.

Hunden Marley skal aflives, har Østre Landsret netop afgjort

To hunde fra Fyn ved navn Frigg og Marley skal aflives.

Det har Østre Landsret netop afgjort.

- Landsretten fandt efter bevisførelsen baseret på hundenes udseende og adfærd, at der var rimelig grund til at formode, at hundene kunne være omfattet af forbuddet, og at ejerne ikke havde løftet bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet, står der i en pressemeddelelse fra Østre Landsret.

Hundene blev fjernet fra deres ejere i sommeren 2014 efter en anonym anmeldelse og anbragt på internat.

Siden vurderede både Fyns Politi og Rigspolitiet, at hundene, der kom fra samme kuld, tilhørte den ulovlige race Amerikansk Staffordshire Terrier, og derfor skulle aflives.

Havde håbet på en anden afgørelse

Den afgørelse sendte foreningen Fair Dog på vegne af de to hundeejere videre til Odense Byret. Målet var at få afgørelsen lavet om. Men her lød det, at der var tale om en principiel sag, som landsretten skulle tage stilling til.

Den ene ejer, Anders Bruun, havde ellers håbet at få sin hund, Marley, hjem fra det internat, hvor den har boet i to år, mens sagen har kørt.

Det fortalte han til DR Nyheder tidligere i dag.

Han er selv af den opfattelse, at hunden er en labrador-blanding og derfor ikke ulovlig. Men det har han ifølge Landsrettes dom ikke kunnet bevise.