Landsretten: Glødende islamist er skyldig i terrorsag

Boghandleren fra Brønshøj kan miste sit danske statsborgerskab. I byretten undgik han det kun lige nøjagtigt.

Det er anden gang, Sam Mansour kendes skyldig i at have fungeret som en slags pr-mand for terrorisme. (Foto: JEANNE KORNUM © Scanpix)

Østre Landsret kender dansk-marokkaneren Sam (tidligere Said) Mansour fra Brønshøj skyldig i en terrorsag. På Facebook og i e-mails har han fremmet terror.

Ligesom Retten på Frederiksberg fastslår landsretten, at den 55-årige islamist har støttet terrorisme, har opfordret til drab på navngivne personer og overtrådt straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Samtidig mener landsretten, at Mansour skal dømmes for at have fremmet terror ved at udbrede tre bøger af den omstridte prædikant Abu Qatada.

Anden gang

Det er anden gang, at terrorsympatisøren kendes skyldig i at have fungeret som en slags pr-mand for terrorisme.

Det store spørgsmål er nu, om landsretten i modsætning til byretten vil tage det danske statsborgerskab fra den skæggede terrorsympatisør.

Det vil i så fald være første gang i dansk retshistorie, at en lovovertræder fratages det danske pas.

Omkring 1. juli vil retten afgøre, om Mansour fortsat skal tilbringe fire år i fængsel, eller om han skal have frataget sit pas.

/ritzau/