Landsretten: Jønke skal mentalundersøges

Landsretten stadfæstede fredag byrettens kendelse: HA-rockeren Jørn "Jønke" Nielsen skal tvangsindlægges til mentalundersøgelse.

Jørn Jønke Nielsen skal mentalundersøges, har landsretten afgjort. (© DR)

Hells Angels-rockeren Jørn "Jønke" Nielsen skal tvangsindlægges, så han kan mentalundersøges.

Landsretten stadfæstede fredag byretskendelsen om at tvangsindlægge Jønke Nielsen, oplyser hans forsvarsadvokat til Ritzau.

Jønke er i øjeblikket varetægtsfængslet for at have stukket en 22-årig mand med kniv på Ægirsgade på Nørrebro.

Jønke har forklaret, at han blev overfaldet og stukket af den 22-årige, som han fravristede kniven, hvorefter Jønke stak igen.

Jønke: Karaktermord

Jørn "Jønke" Nielsen sagde under retssagen i byretten, at politiet forsøger at begå karaktermord ved at sende ham til mentalundersøgelse.

- Jeg vil ikke medvirke, fordi det er et politisk begrundet karaktermord. I befolkningen vil det altid se ud, som om jeg er lidt kuk-kuk, udtalte han dengang til Ekstra Bladet.

Jønke risikerer forvaring

Ifølge politiassessor Helle Sørensen, Københavns Politi, sker mentalundersøgelsen med henblik på at undersøge muligheden for at få Jønke idømt forvaring.

Forvaring er en tidsubestemt straf, hvor den dømte først kan løslades, når retspsykiatrerne siger god for det, og en domstol godkender løsladelsen.

Forvaringsstraffen bruges for at forhindre, at personer, som vurderes til at være særligt farlige, vil begå alvorlig kriminalitet på fri fod.

Facebook
Twitter