Langelænderne skraldgrinede, da Tesfaye erklærede 'Jeg er minister, jeg er ikke diktator'

I dag skulle Mattias Tesfaye forsvare beslutning om udrejsecenter på Langeland.

Mattias Tesfaye havde inden mødet med langelænderne besøgt det planlagte udrejsecenter Holmegaard. (Foto: Tim K. Jensen © Scanpix)

- Jeg skal gerne indrømme, at det ikke er personer, som jeg selv ville ønske at have som naboer.

Sådan lød det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), da han torsdag uddybede regeringens planer om at rykke 130 tidligere dømte og udviste udlændinge fra udrejsecenteret Kærshovedgård til et nyt udrejsecenter på det sydlige Langeland.

Magnus Nielsen var en af de mange langelændere, der torsdag var mødt op for at vise sin utilfredshed.

På den måde er han faktisk helt på linje med en stor del af Langelands befolkning, men der er dog det aber dabei, at Mattias Tesfaye bor på Vestegnen godt 200 kilometer fra det nye udrejsecenter, mens virkeligheden for befolkningen på Langeland er en noget anden.

Derfor var det nok - på trods af de beskedne 13 grader på Langeland - helvedes hedt for Mattias Tesfaye, da han blev modtaget af hundredevis af utilfredse langelændere foran Humblehallen.

- Vi skal bare have den beslutning her stoppet, lød det fra Magnus Nielsen, der torsdag var mødt op.

Ikke desto mindre nåede borgermødet sin start, og Mattias Tesfaye anerkendte til at begynde med, at det er svært at finde den helt gode løsning, når det kommer til placeringen af et udrejsecenter.

- Det er det mindst dårlige sted. Der findes kun elendige placeringer. Det er vi total med på. Vi er også klar over, at ligesom da man etablerede centeret i Midtjylland, vil der selvfølgelig være utilfredshed for kommunalbestyrelsen, borgmester og lokalbefolkningen, lød det.

Ministeren anerkendte samtidig, at han af den grund ikke havde involveret lokalpolitikerne. Han understregede dog samtidig, at:

- Jeg er minister, jeg er ikke diktaktor, hvilket fik store delen af salen til at grine højlydt.

Set i lyset af at beslutningen i løbet af eftermiddagen fik et politisk flertal imod sig, så måtte ministeren da også slå en stor, fed streg under netop det udsagn.

- Hvis et flertal af Folketinget siger, det er en elendig idé, så kommer vi ikke til at tromle henover Folketinget, sagde han.

Som udgangspunkt har regeringen dog selv mulighed for at bestemme placeringen af udrejsecenteret.

Mattias Tesfaye har dog indkaldt partiernes udlændingeordførere til et møde om udrejsecenteret på Langeland. Det viser en mail fra ministeren, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Hvad med sikkerheden?

Under borgermødet udtrykte flere personer store bekymringerne over, om de 130 kriminelle kommer til at udgøre en sikkerhedsrisiko for Langelands beboere.

- Jeg vil sige, at erfaringerne fra Midtjylland er, at det ikke er blevet så slemt, som man gik og troede, sagde Mattias Tesfaye.

  • En person fortalte i dag BT, at man regnede med, at godt 1000 personer var mødt op for at udtrykke deres utilfredshed. (Foto: Tim K. Jensen © Scanpix)
  • På landevejen til Bagenkop, hvor det nye udrejsecenter skal ligge, var meldingen klar. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)
  • Eva Terndrup, Tom Angelo og Jesper Nielsen byder ministeren velkommen. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)
  • Humlehallen kunne langt fra rumme alle de øboere, der var utilfredse med udsigten til nye naboer på tålt ophold. (Foto: Tim K. Jensen © Scanpix)
1 / 4

Han fik opbakning fra politidirektør ved Fyns Politi Arne Gram.

- Vi er en af de politikredse i landet, der har den korteste responstid, fortalte han.

Udlændinge- og integrationsministeriet oplyser til DR Nyheder, at det nye udrejsecenter på Langeland vil være døgnbemandet med seks politibetjente svarende til i alt 36 politiårsværk.

Derudover lægges der op til, at der vil være yderligere polititilstedeværelse på Langeland døgnet rundt, herunder i form af politipatruljer, således at der er mulighed for at tilkalde politiassistance med kort responstid.

'Jeg kendte dig engang som en god fyr'

Heller ikke de de fremmødte medlemmer af kommunalbestyrelsen holdt sig tilbage med kritikken. Selvom en samlet kommunalbestyrelse allerede i går tog afstand fra regeringens planer for et udrejsecenter, så havde byrådsmedlem for SF Winni Kielstrup Hansen, dog lidt at tilføje.

- Jeg kendte dig engang som en god fyr. Det ved jeg ikke, om jeg tager i mig igen, siger hun.

Det er da også lige præcis SF, der har sørget for, at der kan stables et flertal på benene mod beslutningen.

Fra borgmester Toni Hansen (SF) var afskedssalutten da heller ikke til at tage fejl af.

- Jeg håber ikke, at vi skal samarbejde yderligere omkring det her, men nu får vi se, hvordan kortene bliver spillet på Christiansborg, siger han.

Facebook
Twitter