Langt flere rejsende: Corona-testningen udbygges i Københavns Lufthavn

Testcenter Danmark har reageret på, at flere passagerer efterlyser bedre muligheder for testning.

Testcenteret har efter stor efterspørgsel udvidet åbningstiderne, så rejsende nu kan blive testet fra klokken 06 til 24. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

En podning i svælget er blevet del af rutinen for mange rejsende, når de lander i Københavns Lufthavn.

Lufthavnens testcenter har den seneste måned oplevet en fordobling af personer, der kommer ind for at blive testet for Covid-19. Det er sket i takt med, at der så småt er begyndt at blive lukket mere op for flytrafikken til og fra Danmark, og der dermed er kommet flere rejsende.

Centeret bliver drevet af Region Hovedstaden og tilbyder gratis testning uden tidsbestilling til alle rejsende til Danmark, både danskere og udlændinge. Og efterspørgslen har været så stor, at testcenteret nu får udvidet åbningstider.

Det er nu muligt at blive testet fra klokken 06 til 24, og antallet af teststationer er udvidet fra to til otte.

Og det har allerede gjort en væsentlig forskel for antallet af test, siger Birgitte Rosenquist, der er leder af testcenteret.

- Det betyder, at vi kan tilbyde mange flere ankomster at komme over at blive podet for Covid-19, siger hun.

I sidste uge blev omkring 200 personer testet om dagen. I går var det tal oppe på 900.

- Det er alle slags mennesker, der kommer. Det er forretningsrejsende, det er familier. Det eneste krav er, at man skal være fyldt 12 år, siger Birgitte Rosenquist.

Det tager under to minutter at blive testet, og danske borgere kan senest efter tre dage læse deres testresultat på sundhed.dk. Udlændinge bliver kontaktet direkte, hvis deres svar er positive.

Til at drive testcenteret har Region Hovedstaden fået hjælp fra nogle af de mange SAS-medarbejdere, der ikke har så meget at lave for tiden, hvor flytrafikken stadig er meget begrænset.

Og det har været en succes, siger Birgitte Rosenquist.

- SAS-medarbejderne er vant til lufthavnens miljø. De er vant til at håndtere turister, så det eneste, de har skullet lære, er at pode og hygiejnen omkring podningen, og det har de haft nemt ved, siger hun.

Facebook
Twitter