Lars Løkke sørger over polsk flyulykke

Den omkomne polske præsident Kaczynski vil blive husket som en markant og respekteret politiker, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen tænker på det polske folk efter de har mistet deres præsident og mange andre polske topfolk i dagens flyulykke. (© DR)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker stor sorg efter flystyrtet i Smolensk i Rusland, der har kostet den polske præsident Lech Kaczynski livet.

Ulykken har også kostet adskillige parlamentsmedlemmer, hærchefen og centralbankchefen i Polen livet.

Tanker går til Polen

- Det er med sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at et stort antal mennesker har mistet livet ved den tragiske flyulykke. Mine tanker går til de efterladte og til hele det polske folk, siger statsministeren i en pressemeddelelse.

Lars Løkke Rasmussen er i øjeblikket på rejse til Kina. Han udtrykker stor respekt for Lech Kaczynskis politiske bedrifter.

- Præsident, Kaczynski vil blive husket som en markant og respekteret politiker, der både som deltager i den polske frihedskamp mod kommunismen og som præsident tjente det polske folk.

Espersen kondolerer også

Udenrigsminister Lene Espersen har kondoleret over for sin polske kollega.

- Mine tanker går til alle de efterladte og til det polske folk, siger Lene Espersen i en kommentar.

Hun udtrykker lige som statsministeren stor respekt for Lech Kaczynskis politiske liv.

Fogh: En tragedie

Nato's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen kalder flystyrtet for en tragedie for hele Polen og kondolerer på vegne af Nato.

- På vegne af Nato, og mig selv personligt, udtrykker jeg mine dybfølte kondolencer til det polske folk og til præsidentparrets familie, samt pårørende til alle, der er omkommet i denne frygtelige ulykke, skriver Anders Fogh Rasmussen.

Flystyrtet skete under indflyvningen til lufthavnen i Smolensk.