Lars R. Møller om Bøllebank-anklager: Hvis de vil slås, kan vi godt slås

Den tidligere oberstløjtnant er chokeret over de ting, han anklages for, mere end 20 år efter Operation Bøllebank.

Lars R. Møller er mildest talt chokeret over det efterspil, der er kommet her mere end 20 år efter Operation Bøllebank.

- Først troede jeg, at det var en joke. Det er fuldstændigt syrede ting, der kommer nu. Jeg blev faktisk rigtig skuffet og ked af det. Men hvis de vil slås, så kan vi godt slås, siger Lars R. Møller.

Den daværende oberstløjtnant beskyldes for mangelfuld ledelse af den berømte militæroperation og for bagefter at tie om sandheden.

Operationen udspandt sig d. 29. april 1994 i det daværende Jugoslavien, da danske kampvogne under FN-flag nedkæmpede serbiske styrker.

Det var første gang i nyere tid, at danske soldater udkæmpede et slag, og det var første gang, at FN-styrker brugte tunge våben i en fredsbevarende mission.

En gang pølsesnak

Anklagerne om Operation Bøllebank er kommet frem i DR P1's dokumentar om operationen, der blev sendt den 5. januar 2017.

Ifølge flere soldater var major og eskadronchef Carsten Rasmussen og Lars R. Møller tavse på radioen under store dele af operationen, og gav ikke ordre til at gå i stilling eller beskyde serberne. Det kunne have kostet danske liv, mener soldaterne.

Hvorfor kalder du det en joke?

- Det er simpelthen så langt ude. Enten har der været trafik på radionettet, eller også har der ikke været. Hvis nogen har hørt en ordre, så er det mærkeligt, at andre ikke har, pointerer Lars R. Møller, der kalder diskussionen en gang pølsesnak.

Lars R. Møller afviser at have udeladt vigtige oplysninger om operationen i Bosnien.

Har du pyntet på, hvad der skete i Bosnien?

- Nej, jeg har måske ikke skrevet, at der var en granat, der slog asken af min cigar, men det er vist også det, siger en ironisk Lars R. Møller.

Han ryster på hovedet af soldaternes krav om en uvildig undersøgelse af operationen.

- Det minder mig om musen og elefanten, hvor musen siger 'Ih hvor vi gungrer' - for det her er noget indforstået snak. Så med mindre jeg kan få nogle skillinger ud af at blive konsulent, så er det hul i hovedet, siger Lars R. Møller.

Svært ved at tage det alvorligt

Den nu pensionerede oberst har svært ved at tage hele sagen alvorligt.

Men han frygter ikke for mulige konsekvenser.

- Nej, for det passer ikke.

- Nu skriver jeg en to sider afsluttende konklusion på Operation Bøllebank, hvor jeg vil påpege, at det de siger ikke passer, og så gider jeg ikke mere.

- Det minder utroligt meget om de her må hvide hunde, der bider en i anklerne, når man er ude at løbe. Dem losser man ind i hegnet og så fortsætter man, lyder det fra Lars R. Møller.

Facebook
Twitter