Per Larsen om angreb på PET: sludder

Tidligere PET-chef Per Larsen afviser i Blekingegadekommissionen beskyldningerne fra Lyngby Politi.

Tidligere PET-chef Per Larsen afviser i Blekingegadekommissionen beskyldningerne fra Lyngby Politi. (© DR)

Den tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen har svært ved at tro, at Politiets Efterretningstjeneste skulle have været så tillukkede og besværlige, som kritikkerne påstår i sagen om Blekingegadebanden.

Da den velkendte politimand onsdag blev afhørt i Blekingegadekommissionen, afviste han flere af de påstande, som blandt andet tidligere efterforskningsleder Jørn Moos er kommet med.

Det er i høj grad Moos' bog "Politiets hemmeligheder", der danner baggrund for, at kommissionen blev nedsat.

Havde ikke aftryk

Han har eksempelvis påstået, at politifolkene fra Lyngby, der efterforskede et millionrøveri, som banden blev mistænkt for, ikke kunne få fingeraftryk på bandens medlemmer fra PET.

- Det er noget sludder. De fingeraftryk havde vi slet ikke, siger Per Larsen, der dengang var kriminalinspektør i PET.

En anden af påstandene har været, at ledelsen i Lyngby måtte kæmpe for at få lov at give oplysningerne fra PET videre til sine efterforskere.

Skør melding

Men det har Per Larsen svært ved at tro.

- Det er Jørn Moos' opfattelse, men det lyder for mig lidt skørt at give en melding videre, som de ikke kunne bruge til noget som helst. Man blev jo nød til at involvere nogle efterforskere, siger Per Larsen.

Ifølge ham havde PET kun en mistanke om, at Blekingegadebanden kunne være involveret i røveriet i Lyngby. Men der var ingen brandvarme beviser, der kunne holde i en straffesag.

Derfor var der intet afgørende materiale, man kunne give videre. Til gengæld var man nok tilbageholdende med at give Lyngby-folkene det baggrundsmateriale, man havde om banden.

- Hvis det nu viste sig, at de ikke havde noget med røveriet at gøre, så skulle man jo ikke afsløre, at efterretningstjenesten interesserede sig for dem, siger Per Larsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter