Lastbiler får forbud mod at overhale på 270 km mere

De såkaldte elefantoverhalinger på tosporede motorveje forbydes på flere strækninger.

Nu bliver det forbudt for lastbiler at overhale på 500 kilometer, og det er ca. halvdelen af motorvejsnettet (arkivfoto). (Foto: claus fisker © Scanpix)

Nu udvides antallet af motorvejsstrækninger, hvor lastbiler ikke må overhale, oplyser Vejdirektoratet.

I dag er der forbud mod overhalende lastbiler på i alt 230 kilometer motorveje på strækninger på Østjyske Motorvej, Fynske Motorvej, Sønderjyske Motorvej, Nordjyske Motorvej og Vestmotorvejen.

Nu udvides forbuddet til at omfatte yderligere 270 kilometer, og dermed vil 500 kilometer være omfattet af overhalingsforbud. Det svarer til knap halvdelen af motorvejsnettet.

- En udvidelse af det eksisterende overhalingsforbud kan være med til at skabe mere ro i trafikken. Særligt i de travle morgen- og eftermiddagstimer, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

Hårde opbremsninger

Problemet med overhalende lastbiler er, at det kan skabe hårde opbremsninger for personbiler, der kører bagved.

Det øger risikoen for, at der sker kollisioner mellem bilerne.

Overhalende lastbiler kaldes også elefantoverhalinger eller elefantvæddeløb, netop med hentydning til at lastbilerne ikke accelererer så hurtigt.

Vejdirektoratet kan ikke direkte aflæse en effekt, når man kigger på ulykkesstatistikker eller måler på, om bilisterne kommer hurtigere frem.

- Vi kan ikke registrere en forskel på, om personbiler kommer hurtigere frem, og vi kan heller ikke registrere, om der sker færre uheld. Men politiet giver i vores løbende drøftelser udtryk for, at de ser en roligere trafikafvikling med færre opbremsninger og færre kollisioner, siger afdelingsleder Ivar Sande, Vejdirektoratet.

/ritzau/