Lattergas sælges i stor stil ulovligt på sociale medier

To-tredjedele af ulovligt salg af lattergaspatroner online sker på sociale medier.

I 2020 vedtog Folketinget ny lovgivning, der blandt andet strammede reglerne for salg af lattergas. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Artiklens rubrik er opdateret efter udgivelse, ligesom det er tilføjet, at DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Snapchat.

- Det var ret sjovt. Jeg fik sådan en ballon ude foran en natklub, da jeg var omkring 17 år. Og så følte jeg, at jeg fløj i 30 sekunder, og så kom man tilbage til virkeligheden og tænkte 'WOW'.

Sådan husker den universitetsstuderende Lasse Panduro Andersen sin oplevelse med lattergas for snart mange år siden.

Selvom han ikke fik nogen mén af gassen, så gjorde han det ikke igen. Men det er der mange andre, der gør. De små patroner, der kan påvirke hjernen og nervesystemet ved misbrug, er stadig et populært rusmiddel blandt unge.

Og hvor man før kunne købe det i kiosken, så er salget nu rykket online. Blandt andet til det sociale medie Snapchat, hvor der i høj grad bliver solgt lattergas ulovligt. Det fortæller Søren Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen:

- Vi har en stor del af salget, omkring to-tredjedele, der er flyttet over på de sociale medier i forhold til de fysiske butikker.

- Vejen til at skaffe sig lattergas er selvfølgelig blevet lidt mere omstændig end at gå ind i en vilkårlig kiosk i en hvilken som helst by i Danmark. Men dem, der vil have det, de får det gennem sociale medier.

Og det kan i høj grad være ulovligt. I juni 2020 vedtog Folketinget den såkaldte 'Lattergas-lov'. Det skete blandt andet på grund af risici ved brug af gassen som rusmiddel, der kan give skader på hjernen og nervesystemet.

Loven satte en række begrænsninger for salg af lattergas. Blandt andet blev det bestemt, at der ikke må sælges lattergas i butikker, der også sælger alkohol og tobaksvarer. Og så blev der sat en aldersgrænse på 18 år og en mængdebegrænsning for køb af produktet.

Lidt over et år efter har Erhvervsministeriet evalueret lovgivningen og fundet ud af, at misbrug af lattergas er faldet, siden loven trådte i kraft. Men salget er i høj grad rykket til sociale medier, konkluderer ministeriet.

Skærpet indsats mod sociale medier

Netop salg på de sociale medier har fået Sikkerhedsstyrelsen til at samarbejde med Snapchat. Når de finder en bruger, de mener sælger lattergas, kontakter de det sociale medie:

- Der, hvor vi kan gøre noget, det er jo ved hele tiden at overvåge de steder, hvor vi konstaterer, at det har noget med lattergassalg at gøre. Det er på den måde, vi kan gøre det, med de muligheder, vi har indenfor lovens rammer lige nu, fortæller Søren Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Og den metode er erhvervsminister Simon Kollerup (S) særdeles positiv overfor.

- Jeg synes, det er et supergodt samarbejde. Og det vil jeg gerne have noget mere af, fordi jeg tror, det besværliggør salget af lattergas. Hvis det er det, der kan hjælpe de unge mennesker, så er det det, der er vigtigt for mig, siger han.

Spørger man Lasse Panduro Andersen, der selv prøvede lattergas som 17-årig, så kommer det dog ikke bag på ham, at salget sker på eksempelvis Snapchat.

- Jeg ved, at man kan købe alt muligt derinde.

Selvom Sikkerhedsstyrelsen nu i samarbejde med Snapchat forsøger at lukke de ulovlige salgsprofiler, så er det ikke det eneste, der bliver gjort, siger kontorchefen i Sikkerhedsstyrelsen.

Udover at Sikkerhedsstyrelsen fortsætter kontrollen i de fysiske butikker, så overvåger de også onlinesalget helt generelt.

- Vi har udviklet et system, der kan gennemsøge nettet – altså decideret onlinesalg i fysiske butikker, hvis der måtte være nogle af dem, fortæller Søren Muff.

Og så har de fokus på importen af de farlige flasker:

- Sammen med Toldstyrelsen forsøger vi at afdække, hvordan eksempelvis importen af lattergas bevæger sig, og hvordan vi kan gøre noget for at stoppe det.

Sværere med kontrol på sociale medier

Kontrollen med det ulovlige salg er på mange måder lettest at udføre i de fysiske butikker. Her har man konkrete steder at gå hen og føre kontrol - og så har man muligheden for at overvære, hvorvidt der sker et salg.

Sådan er det ikke på sociale medier, fortæller Søren Muff.

- Det er noget sværere at tage virksomhederne eller personerne i et direkte salg, når det foregår på sociale medier. Det er umiddelbart lettere at gøre, når det sker i en kiosk eller et fysisk detailsted, siger han og fortsætter:

- I forhold til Snapchat, der har nogle af de undersøgelser, vi har lavet, vist, at tingene bliver leveret rundt omkring på forskellige adresser. Og det giver os en noget større udfordring i at overvære det salg, som måtte ske.

Og så er der muligheden for at oprette en ny salgsprofil, så snart Snapchat har lukket den gamle.

En problematik, som erhvervsministeren også er opmærksom på, men dog mener han, at det er bedre end ingenting, når Snapchat i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen lukker profilerne:

- Selvom enhver jo kan regne ud, at man kan åbne en ny profil dagen efter og begynde at sælge lattergas igen, så tager det jo tid at bygge sit publikum op. Og det tager tid at finde hen til de nye konti og dermed kunne købe lattergas.

Åben for flere tiltag

Selvom det overordnet er en tilfreds erhvervsminister, der påpeger det faldende salg, så mener han samtidig, at der kan være brug for flere tiltag.

- Vores mål er, at unge i Danmark skal have en tryg ungdom, hvor det ikke er lattergas, der truer deres liv og helbred. Vi har allerede lavet en politisk aftale. Vi kan se, at den er begyndt at virke. Men vi kan også se, at salget er flyttet mere ind på de sociale medier. Og der må vi have en snak blandt de politiske partier om, hvilke yderligere tiltag der så skal til.

Hvornår den snak skal foregå er ikke fastlagt, men det kan ske meget snart, siger han:

- Vi har ventet på evalueringen af den første politiske aftale, vi har lavet. Den er lige kommet, og derfor tænker jeg ikke, der går lang tid, før vi tager den næste politiske drøftelse.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Snapchat.

Facebook
Twitter