Lav vandstand i Gudenåen får hjuldampere til at skrabe bunden

Sommerens varme vejr har fået vandstanden i Danmarks største å til at falde.

På grund af sommertørken er vandstanden i Gudenåen ved Silkeborg nu så lav, at et af områdets helt store trækplastre for turister har været i fare for at må lukke midt i højsæsonen.

Verdens ældste kulfyrede hjuldamper, Hjejlen, har problemer med at holde sig tilstrækkeligt ovenvande. Hvis vandstanden falder blot nogle få centimeter yderligere, kan Hjejlen og de andre skibe, der transporterer turister på Gudenåen, gå på grund.

Direktør i Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard, der driver i alt otte veteran-turistbåde, fortæller, at vandstanden er faldet med op i mod 10 centimeter:

- Det lyder ikke af så meget, men steder, hvor der i forvejen er lavt vand har det en stor betydning. En af vores både stødte på en cykel, der var blevet smidt i vandet, siger Klostergaard.

Men Silkeborg Kommune har sænket fem betonklodser på tilsammen to et halvt ton ned i Gudenåen som en slags dæmning for at holde vandstanden i søerne oppe.

Til stor glæde for de turister DR Nyheder mødte ved Hjejlen i dag:

- Hvis ikke vi kunne have været med i dag, så måtte vi jo bare sige, at "det er ærgerligt, og vi finder på noget andet." Men vi er da glade for, at vi kunne komme med i dag, siger Karin Qvistgaard fra Virum, der er på ferie i området med familien.

Hvert år sejler omkring 125.000 turister med hjuldamperne.

(Arkiv) Floddamperen Hjejlen har sejlet på Gudenåen og Silkeborgsøerne i mere end 150 år. Dette billede med Hjejlen og Himmelbjerget i baggrunden er fra 1985. (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix)
Facebook
Twitter