Lavere kriminel lavalder vil fængsle flere børn

Flere børn og unge end i dag vil havne i fængslerne, hvis den kriminelle lavalder sænkes, siger fængselsbetjente.

Flere børn og unge end i dag vil havne i fængslerne, hvis den kriminelle lavalder sænkes, siger fængselsbetjente. (© DR)

Hvis politikerne sænker den kriminelle lavalder, så forstærker de den nuværende udvikling med, at flere og flere børn og unge bliver indsat i landets fængsler.

Sådan lyder det fra betjentene i Fængselsforbundet mod angivelige planer hos regeringen og Dansk Folkeparti om at sænke den kriminelle lavalder.

- Politikerne siger godt nok, at de unge ikke skal sidde sammen med hærdede kriminelle i fængsler og arresthuse, men statistikken viser noget andet, siger Kim Østerby, Fængselsforbundets formand.

For få sikrede pladser

- Regionerne er ikke i stand til at skaffe pladser nok i de sikrede institutioner. Derfor ender de unge i stigende grad hos os i Kriminalforsorgen. Og her hører de ikke hjemme.

Antallet af børn og unge under 18 år, som sidder i fængsel i stedet for på regionernes sikrede institutioner, steg med 39 procent fra 2007 til 2008. Antallet af varetægtsfængslede under 18 år steg med 70 procent.

Kim Østerby opfordrer politikerne til i stedet at satse på en præventiv indsats mod, at børn og unge kommer ud i kriminalitet.

Hvad mener du - hvornår er det rimeligt at sende børn i fængsel?

FacebookTwitter