LED-lys kan være farligt

Ifølge en rapport fra Frankrigs nationale sundhedsagentur kan nogle typer LED-lys være farlige for øjnene. Især fagfolk, børn og lysfølsomme personer er i risikozonen.

Hvidt LED-lys indeholder blå kortbølger, der ifølge fransk institut kan være farlige for synet. (Foto: Østkraft A/S)

Hvidt LED-lys kan ændre pigmentcellerne i nethinden. Det konkluderer ANSES, det franske agentur for fødevarer og miljø- og arbejdsmiljømæssig sundhed og sikkerhed, i en ny rapport, fortæller fagbladet Elektrikeren.

- Det blå lys, der er nødvendigt for at skabe hvidt LED-lys, stresser nethinden. Det er især farligt for børn og unge, da deres krystallinske linser stadig er under udvikling og ikke kan filtrere lyset tilstrækkeligt fra, fortæller dr. Dina Attia, der er Scientific project manager i ANSES.

Farligt for fagfolk

Desuden er der en risiko for fagfolk, der arbejder med at installere lys og er udsat for stor lysintensitet i deres arbejde og derfor kan blive udsat for store mængder blåt lys, vurderer ANSES.

En tredje risikogruppe er ifølge dr. Dina Attia personer, der i forvejen er lysfølsomme, som lider af bestemte øjensygdomme, har hudlidelser eller tager medicin, der medfører lysfølsomhed.

Dårligt i legetøj

På baggrund af rapporten anbefaler ANSES, at man undgår LED med skarpt, koldt blåt lys på steder, hvor der er mange børn. Desuden frarådes de blå LED-lys i legetøj, elektroniske displays, spillekonsoller og natlys.

Agenturet anbefaler også, at der bliver udviklet behørigt sikkerhedsudstyr til fagfolk, der arbejder med LED - for eksempel i form af specialfremstillede sikkerhedsbriller - og at man forsyner LED-lysene med advarsler til patienter, der bruger medicin, som kan føre til øget lysfølsomhed.

Phillips afviser problem

En af verdens største lyskildeproducenter er koncernen Philips, og her mener Morten Felding, Nordisk leder for Philips Lighting og Country Manager Philips Denmark, at det ikke er nødvendigt med særlige foranstaltninger i forhold til LED.

- Der bliver genereret en lille mængde blåt lys som i en hvilken som helst anden lyskilde. Men det udgør en meget lille del af den udledning, der kommer fra naturligt dagslys, og det er ikke mere end fra andre lyskilder som glødelamper, halogenlys, energisparepærer og lysstofrør, siger Morten Felding.

Facebook
Twitter