Legeplads-ekspert om gynger: 'Der må aldrig være bevægelse i stativet'

Teknologisk Institut opfordrer alle legepladsejere til at tjekke gynger efter dødsulykke. Her er, hvad du selv kan holde øje med.

Hvis du vil tjekke, om et gyngestativ er sikkert, kan du holde øje med, om stativet står fast, og at ingen af stolperne står lodret, forklarer legepladsekspert. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et tydeligt tegn på, at noget er galt, er, hvis stativet er i bevægelse eller vipper.

Det siger legepladsinspektør Kim Christensen, efter at Teknologisk Institut nu opfordrer alle legepladsejere til at tjekke, om deres gynger er ordentligt sat fast i jorden.

Instituttets opfordring kommer efter en dødsulykke på en legeplads i Ballerup i København, hvor et gyngestativ væltede ned over en kvinde. De skriver i et notat, at ulykken skete, fordi gyngens fire ben ikke var tilstrækkeligt forankret i jorden.

- Hvis man vil være helt sikker, skal man bruge en skovl og tjekke efter ved stolperne, siger Kim Munk Christensen, som siden 1983 har beskæftiget sig med legepladsudstyr og er tilknyttet Teknologisk Institut.

På den måde kan man se, om jorden har rykket sig, om der er gået råd i stolpen eller om den er gravet langt nok ned i jorden, forklarer han.

Men står man på en legeplads og hverken er sagkyndig eller har en skovl ved hånden, kan man altid tjekke, om stativet står som et "A" på jorden, når det ses fra siden, forklarer eksperten.

- Hvis en af stolperne står lodret, betyder det, at den anden side har siddet løst i jorden og "pumpet" sig selv op, siger han og tilføjer:

- Så kan du rent visuelt se, at der er noget galt.

Usædvanligt at gynger vælter

Kim Munk Christensen har, trods sine mere end 30 års erfaring med gynger, aldrig selv set et gyngestativ, der var i bevægelse, fordi det ikke sad ordentligt fast i jorden, som det var tilfældet ved ulykken i Ballerup.

- Jeg har set bevægelse, men så har det været på grund af råd, eller fordi vi var ved at teste et produkt, siger han og tilføjer, at det langt fra er "hverdagskost", at de kan vælte.

Gynger, som står på offentlige legepladser, er beregnet til, at både voksne og børn kan bruge dem.

Desuden findes en række standarder, som dog ikke er lov. Ifølge dem finder der en årlig såkaldt hovedinspektion sted på offentlige legepladser, hvor særligt sagkyndige tjekker udstyret. Foruden en driftinspektion, som sker med max tre måneders mellemrum, her tjekkes kæder, stativ og andet for slid.

- Og er man i tvivl om noget, så stikker man i jorden for at se, om alt er i orden, siger inspektøren og understreger, at der både er lavet beregninger og tests, som skal sikre forankringen, inden et gyngestativ bliver sat op.

Facebook
Twitter