Leif var den første dansker, der fik vaccinen - nu har han fået stik to: 'Jeg blev nu alligevel lidt berørt'

For 79-årige Leif Heiselberg bliver hverdagen ikke markant ændret, efter at han er blevet færdigvaccineret mod corona.

Der er gang i genvaccinationerne flere steder landet over.

I fredags fik de første fem personer stik nummer to, og i dag blev det så 79-årige Leif Heiselbergs tur.

Han var den første dansker, der 27. december blev vaccineret mod corona, og nu er han altså færdigvaccineret.

- Det var lidt stort, at nu er det cementeret fast. Selv om jeg ser lidt kålhøgen på det, så var jeg nu alligevel lidt berørt - det var jeg, siger Leif Heiselberg, da han møder DR efter stikket.

Leif Heiselberg blev efter sit første stik lidt af en berømthed - ikke mindst på sociale medier - fordi han efter stikket iskoldt kommenterede, at vaccinen bare havde at skulle virke med ordene: "Ellers kommer jeg og spøger hos dig".

Siden har den store opmærksomhed overrasket ham, fortæller han.

- Det har været lidt overraskende, at det skulle være den store begivenhed, siger Leif, der dog fortæller, at venner, som han ikke har set i 60 - 70 år har kontaktet ham - og ellers har hverdagen på Ældrecenter Øst i Odense været den samme.

Leif blev berørt, da han fik sit andet stik af coronavaccinen - nu venter der en afslappende dag med øl og leksikonlæsning. (© dr)

- Det har været fuldstændig normalt. Jeg har godt nok været lidt snotforkølet, men det kan man jo sagtens være, selv om man er vaccineret.

Han glæder sig til at kunne se familie og venner igen, men:

- Vi har jo haft kontakt pr. telefon - og det går fint, konstaterer Leif.

Og Leif har helt styr på, hvad tiden nu skal bruges på - han har nemlig købt Den Store Danske Encyklopædi i 25 bind, som skal læses.

Nogen decideret fejring af stik nummer to bliver det ikke, men en øl skal der knappes op.

- Sidste gang sagde jeg, at jeg skulle have en kold øl - og jeg har et køleskab deroppe, der er fyldt med alkoholfrie øl - så det er meget rart at sidde og slappe af og få en kold øl.

Er det for at fejre det sidste stik?

- Jeg ved ikke, om det er for at fejre - det er bare behageligt. Og så kan det være, jeg tager et bind af leksikonet også - og en kold øl. Sådan skal det være.

Taknemmelig leder: Ved endnu ikke, hvornår Leif kan kramme børnebørnene

Fra lederen på Leif Heiselbergs plejecenter er der også glæde at spore. I dag er det nemlig ikke kun de ældre, der er blevet vaccineret - 26 ansatte har også fået stik nummer to.

Plejehjemsleder Annegrethe Strøger Hansen.

- Vi er meget, meget taknemmelige over, at vi er kommet hertil, hvor vi skal have det andet stik i dag. Det giver bare sådan en ro, at vi er vaccineret, og at en stor procentdel har fået stik nummer to. Så vi føler os jo lidt mere sikre, men der går længe endnu, før vi kan lukke op og have aktiviteten i gang som før livet med corona, siger plejehjemsleder Annegrethe Strøger Hansen.

Efter første stik lød det fra Leif Heiselberg, at han glædede sig til at kramme børnebørnene igen, men hvornår det kommer til at ske, er stadig uklart.

- Jeg kan ikke sige, hvornår vi bliver lukket så meget op, at der er mulighed for det - vi retter os fuldstændig efter beredskabet, som retter sig efter sundhedsmyndighederne. Men der går lidt endnu, siger Annegrethe Strøger Hansen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter