Lejerbo undrer sig over planlagt demonstration mod ghettoudspil i Mjølnerparken

Otte ministre fremlægger i dag i Mjølnerparken storstilet plan for ghettoer i Danmark.

Forretningsfører for Lejerbo i København og Nordsjælland, Steffen Boel Jørgensen. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)

Når regeringen i dag præsenterer sin nye ghettoplan ved et pressemøde i Mjølnerparken på Nørrebro i København, bliver man mødt af en moddemonstration, som er organiseret af afdelingsbestyrelsen.

DR sender direkte fra præsentationen.

- Regeringen har travlt med at præsentere rækkevis af diskriminerende forslag, som indskrænker demokratiet for specifikke grupper, der bor i områder som Mjølnerparken. Vi samles som naboer, beboere, familier, immigranter og etniske danskere for at sende et klart budskab til politikere og presse om, at vi vil have lighed for loven, lyder det blandt andet i et Facebook-opslag, hvor der inviteres til demonstration og efterfølgende pressemøde.

I den engelske oversættelse af opslaget er tonen endda skærpet, og regeringens tiltag beskrives som ’racist’ og ’anti-democratic’ (racistiske og antidemokratiske, red.).

Uden opbakning fra Lejerbo

Men lokalafdelingens demonstration sker uden opbakning fra boligselskabet Lejerbo, fortæller forretningsfører Steffen Boel Jørgensen:

- Det har jeg ingen holdning til. Jeg kan da godt undre mig over, at repræsentanter for 20. århundredes yderste venstrefløj og det 21. århundredes islamister finder sammen, siger Steffen Boel Jørgensen.

Formanden for Mjølnerparkens bestyrelse, Muhammad Aslam, er tidligere blevet beskyldt for at stoppe initiativer, der kunne hjælpe kvinder i arbejde og for at modarbejde integrationen, mens næstformand Janni Milsted, som tidligere har været aktiv i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti og formand for fagforbundet BUPL.

- Men det er et frit land, og man skal have lov til at demonstrere sine holdninger,

Forretningsføreren er i det hele taget positiv overfor flere af de tiltag, som regeringen allerede har præsenteret.

- Det ser ud til, at regeringen har lyttet til os. Tiltag som mere politi og dobbelt straf er noget, som vi har ønsket. Ole Birk Olesens udtalelser om at ekspropriere boligområder ligner et bureaukratisk hår i en ellers god suppe, siger forretningsføreren.

Har ikke officielt fået noget at vide

Formanden for afdelingsbestyrelsen, Muhammad Aslam, blev noget overrasket, da han fandt ud af, at regeringen skulle præsentere ghettoudspillet i Mjølnerparken:

- Vi har indkaldt til pressemøde, fordi regeringen kommer herud, og vi har ikke officielt fået at vide, at det her skal foregå. Det var via en af dine kollegaer, at vi fik oplyst, at der på statsministeriets hjemmeside var en pressemeddelelse, der fortalte, at Lars Løkke og hans ministre kommer herud og præsenterer deres udspil sammen med Lejerbo, siger Aslam.

Steffen Boel Jørgensen forklarer, hvorfor den lokale bestyrelse ikke var blevet orienteret:

- Det var af hensyn til sikkerheden, og det ved Muhammad Aslam godt. Og når regeringen spørger, om de må komme ud og præsentere deres udspil hos os, så siger man ikke nej.

Skulle have brugt lokalerne til gymnastik

Afdelingsformanden er dog ret skeptisk overfor det hemmeligholdte regeringspressemøde, som går ud over en gruppe ældre beboere, der skulle have brugt lokalerne til deres gymnastikhold:

- Der har boligselskabet så sagt, at de ikke må være i lokalerne. Næstformanden her i afdelingen, som er en del af holdet, spurgte hvorfor, og hun fik at vide, at det var hemmeligt. Beboerne og beboernes repræsentanter må ikke få at vide, hvad der skal ske i vores fælleshus. Det fremmer ikke forståelsen for det, som boligselskabet og politikerne pønser på, siger Aslam.

Regeringen bliver mødt af demonstranter, når de kommer til Mjølnerparken, og klokken 1230 afholder afdelingsbestyrelsen deres pressemøde.