En social- og sundhedshjælper i Gribskov kommune i Nordsjælland har næsten tre gange så mange sygedage som en kollega i Lemvig i Nordvestjylland.
Der er nemlig himmelvid forskel på sygefraværet blandt social- og sundhedshjælpere og -assistenter, viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda, der har analyseret sygefraværet for en håndfuld af kommunernes kernetropper.
Selv mellem nogenlunde lige store kommuner med cirka samme antal ansatte i de belyste grupper svinger sygefraværet fra omkring 12-15 sygedage om året til omkring 25-28 sygedage om året.
Sosu-hjælpere og sosu-assistenter har generelt et højere sygefravær end de fleste andre grupper kommunalt ansatte. En social- og sundhedshjælper i Gribskov i Nordsjælland har 43 sygedage om året, mens kollegaen i Lemvig er sygemeldt 16 dage om året.
Voldsom forskel
Formand for FOA, Dennis Kristensen, mener, at forskellene i sygefravær for sosuhjælpere og –assistenter er ganske voldsomme.
- Tallene burde få nogle kommuner til at lære lidt om, hvad de gør i andre kommuner. Dels for medarbejdernes skyld, men også for at kommunen kan få flere hænder til den kommunale service, siger han.
Han mener, at lavt sygefravær generelt er udtryk for et godt arbejdsmiljø og en ledelse, der forstår at anerkende medarbejderne og tilrettelægge indsatsen ordentligt.
- De seneste fem år er det gået fremad med stigende fokus på arbejdsmiljø og ledelse i kommunerne, men succesraten må være ganske forskellig fra kommune til kommune. Der er bestemt nogle kommuner, der står bagerst i køen, når der skal roses, siger han.