Leopard med tørklæde

Flere muslimske kvinder klæder sig islamisk, men en del kombinerer stilarterne for at signalere åbenhed over for danskerne, siger kultursociolog.

Det er blevet moderne at klæde sig islamisk, men mange vælger at kombinere muslimsk mode med mainstream tøj.

Islamisk mode vinder indpas i bybilledet i Danmark, flere muslimske kvinder vælger at signalere deres tilhørsforhold med tøjet, men trenden er ikke ensartet.

Nogle vælger traditionelle mørke heldragter, andre er tiltrukket af stilen i Mellemøsten med leopardkjoler og mavedanserpalietter, og så er der mange, der mixer stilarterne, fortæller kultursociolog Connie Carøe Chritiansen.

Hun er med i et stort europæisk forskningsprojekt om islamisk mode i Europa og foretager feltstudier på Nørrebro i København.

Tvetydige

For 10-15 år siden klædte mange sig som i deres hjemland, i dag kan det være svært at sætte nationalitet på en muslimsk kvinde, siger kultursociologen:

- Det har i flere år været moderne at bære kjole over bukser. Det appellerer til mange muslimer og danskere, selvom det egentlig er pakistansk mode.

Muslimer i Danmark forbindes med mørke heldragter, men den muslimske mode i Mellemøsten er helt anderledes og også populær her:

- Det kan for eksempel være leopardkjole eller en kropsnær strikbluse, siger Connie Carøe Christiansen og peger på et butiksvindue.

Kvinderne sender dermed tvetydige signaler, og det er helt bevidst:

- De ønsker at signalere åbenhed overfor ikke-muslimer.

Vækker vrede

Men det at den islamiske mode stritter i mange retninger vækker også intern debat blandt muslimske kvinder. Kvinder, der blander vestlig og muslimsk mode, får hårde ord med på vejen af muslimske piger, der klart har valgt side.

Det er især spørgsmålet om tørklæde eller ej, der skiller vandene. Her 18-årige Dadya som selv er iklædt moderigigt dansk tøj uden tørklæde:

- Det er de moderne tørklædepiger, som mixer, og det er faktisk forbudt! Man må ikke bære tørklæde til et par stramme cowboybukser, for man må ikke se formerne.

Hendes modsætning, en ung navnløs kvinde i sort fra tørklæde til støvlesål, er helt enig:

- Nej, man må bestemt ikke blande!

Selv har hun tidligere gået i pangfarver, men nu valgt en distinkt muslimsk tøjstil for at tilfredsstille Allah, sin Gud.

Connie Carøe Christiansen mener, Muhammed-tegningerne har været afgørende for ændringerne. De har skabt en radikalisering og fået nogle til at gå tilbage til den traditionelle tildækkede klædedragt, mens debatten har fået andre til at ønske at signalere åbenhed med tøjet.

Facebook
Twitter