Letbane-operatør udskifter endnu en chef

Operatøren på Aarhus Letbane, Keolis, frigør straks den ansvarlige for certificeringsprocessen.

Letbanetog holder stille. Endnu en chef hos operatøren bag Aarhus Letbane, Keolis, har fået en fyresedel. (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

Det har været op ad bakke for operatøren bag Aarhus Letbane, Keolis, siden det forleden kom frem, at letbanen ikke ville komme på skinner, da sikkerheden ikke er i orden.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kritiserede den manglende kvalitet i ledelsessystemet hos Keolis og afslog en ansøgning om sikkerhedscertifikat.

Tilbage stod Aarhus-borgerne med en aflyst åbningsfest og en stillestående letbane. Der kan nu gå op til to måneder, før borgerne kan komme ud og køre med letbanen.

Det har resulteret i en udskiftning af sikkerhedschefen, og nu har Keolis også valgt at frigøre den ansvarlige for certificeringsprocessen, lyder det i en pressemeddelelse.

Ændringen træder straks i kraft.

Skal arbejde sammen med den nye sikkerhedschef

- I stedet indsætter Keolis en ny projektleder fra Keolis SA til at fortsætte den specifikke opgave med at opnå Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens certificering som operatør af Aarhus Letbane.

- Den nye ansvarlige for denne opgave vil dels forestå den fremtidige dialog med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, dels lede den interne proces i Keolis Aarhus Letbane for certificering i samarbejde med selskabets nytiltrådte sikkerhedschef, lyder det.

I dag skulle Keolis have holdt et arbejdsmøde med Trafikstyrelsen, hvor de skulle have drøftet, hvad der forhindrer, at Keolis får godkendt alle aspekter af letbanens sikkerhedssystem.

Men det møde er nu udskudt til fredag, da de ønsker at præsentere "en færdig plan".

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk