Lettede jordemødre får 200 millioner kroner fra finansloven

Pengene skal gå til at dække de akutte problemer, som fødende og jordemødre oplever ude på landets fødegange, lyder det fra Jordemoderforeningen.

De 200 millioner kroner skal sikre, at fødegangene kan leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger - noget, som jordemødre landet over ellers frygtede, de ikke ville kunne, hvis der ikke blev tilført ekstra penge. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

- Jeg er lettet over, at man fra forligspartiernes side har set, at der er et behov for at støtte det arbejde, der foregår ude på fødeafdelingerne.

Sådan lyder det fra jordemoder Lillian Bondo, der er formand for Jordemoderforeningen, efter at der med finansloven bliver tilført 200 millioner kroner til landets fødeafdelinger over de næste fire år.

Tilbage i august kom det frem, at Venstre-regeringen havde planer om at droppe den ekstra pulje til fødegangene på 260 millioner kroner, som den tidligere SR-regering havde planlagt.

Nu skal pengene skal sikre, at fødegangene kan leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger - noget, som jordemødre landet over ellers frygtede, de ikke ville kunne, hvis der ikke blev tilført ekstra penge.

- Med det fokus, der har været på især tryghed og sikkerhed omkring fødslen og et ordentligt arbejdsmiljø for de mennesker, der arbejder med de fødende, er det penge, der skal gå til at dække det akutte felt, siger Lillian Bondo.

Millionerne kommer ikke kun til gavn for jordemødrene.

- For de fødende vil det betyde, at de fortsat kan have tillid til, at jordemødrene vil gøre, hvad de kan for at give dem en god og tryg start - og der er lidt større statistisk sandsynlighed for, at der også er en jordemoder, der hænger sammen efter de anstrengelser, siger Lillian Bondo.

Facebook
Twitter