Lettere end nogensinde før at snyde med lektierne

Undervisningsministeriet har planer om at skærpe kontrollen med gymnasieelevernes opgaver. Det sker i et forsøg på at komme omfattende snyderi til livs.

Aldrig har det været lettere at snyde med lektier og opgaver i skolen. (Foto: lusi © Stock exchange)

Et tryk på et par taster - og vupti, så har du skrevet din danske stil eller den tyske oversættelse....

Aldrig har så mange elever i folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet haft mulighed for at snyde med lektierne.

Eleverne strømmer til særlige portaler på nettet, hvor de kan hente gamle opgaver og lade sig inspirere, men nogle bliver lidt for inspirerede og skriver af fra opgaverne.

Blev opdaget

- Der er mange, der går ind og henter opgaverne og så bare ændrer navnet og afleverer det, siger en gymnasieelev fra Næstved, der også selv har prøvet at snyde. (Navnet er redaktionen bekendt).

Første gang blev han opdaget, og læreren truede med at gå til rektor, men anden gang blev snyderiet ikke afsløret.

- Så det er knald eller fald, siger eleven.

Aldrig været lettere

Eleven er ikke alene om at tage chancen, og det har aldrig været lettere at få fat i løsningen på fysik-opgaven eller den danske stil.

Antallet af brugere på de portaler, der giver adgang til opgaver, stile og oversættelser, er steget voldsomt. På bare et år har en af de mest populære, Studieportalen fået næsten dobbelt så mange brugere. I januar i år havde portalen ifølge brancheorganisationen for internet-medier FDIM 166.000 brugere.

- Det siger mig, at eleverne enten prøver at blive inspireret af kammeraters opgaver og tekster eller direkte snyder ved at genbruge opgaver, siger formanden for gymnasielærerne Gorm Leschly.

Ikke i orden

Han mener, at eleverne skal lære, at snyd ikke er i orden, og at det har alvorlige konsekvenser, hvis man bare skriver af.

- Jeg tror, at der alle dage har været nogle, der har snydt. Derfor er det måske i dag endnu vigtigere at gøre dem opmærksom på, hvor alvorligt det er - fordi det måske aldrig har været lettere at snyde, siger Gorm Leschly.

Undervisningsministeriet ser også alvorligt på snyd, og ministeriet overvejer, om det skal være obligatorisk at aflevere den store studieretningsopgave elektronisk, så det bliver muligt at foretage et "plagiat-tjek", oplyser undervisningskonsulent Søren Vagner.

Ministeriet overvejer også, om eleverne i fremtiden også skal skrive under på, at opgaven er deres eget værk.

Facebook
Twitter