Levakovics forsvarer: 'Det er ikke en fribillet til at begå kriminalitet fremover'

Jimmi Levakovic får lov at blive i Danmark med 22 domme i bagagen.

(Arkiv) Jimmi Levakovic (med solbriller) med sin fætter Santino fotograferet ved sagen mod Gimi Levakovic i Højesteret i maj 2016. (Foto: NILS MEILVANG © Nils Meilvang)

Medlem af den berygtede Levakovic-klan Jimmi Levakovic får fortsat lov at blive på dansk jord.

Ligesom landsretten og byretten vurderede Højesteret i dag, at en udvisning af den kroatiske statsborger ville være i strid med Menneskerettighedskonventionen.

Og det er forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen godt tilfreds med.

- Nu har vi vundet sagen i både byretten, landsretten og højesteretten. Og det viser bare, at det er den juridisk rigtige afgørelse.

Forsvarer Michael Juul.

30-årige Jimmi Levakovic fik sidste år sin 22. dom for kriminalitet.

Han var tiltalt for 35 lovovertrædelser af større og mindre karakter. Det udløste en fængselsstraf på to år i landsretten.

I retten har man blandt andet lagt vægt på, at Levakovic har en stor tilknytning til Danmark, hvor han er født og opvokset.

- Han har kone og tre børn her. Han har slet ingen tilknytning til Kroatien, hvor han hverken taler sproget eller har været, siden han var barn, siger Michael Juul Eriksen.

3 afgørende faktorer

I sagsførelsen har det især været vigtigt for forsvarsadvokaten at pointere, at selv om Levakovic har begået omfattende kriminalitet, har der ikke været tale om sager af personfarlig karakter.

- I hvert fald ikke de sidste mange år, siger han.

Dét element samt tiltaltes tilknytning til Danmark har været afgørende. Men det har også stor betydning, at Levakovic ikke er blevet informeret om, at hans kriminielle løbebane kan føre til en udvisning.

- I de her sager, hvor personer har fået mange domme, lægger man vægt på, om man tidligere er blevet advaret om, at det kan føre til udvisning. Og det var han ikke, siger Michael Juul Eriksen.

Forsvaren forklarer, at han havde forventet at vinde sagen, men at man aldrig kan vide sig sikker efter de stramninger, der er lavet på området.

- Når man først er advaret om, at det her kan medføre udvisning, bliver det sværere næste gang. Det er ikke en fribillet til at kunne begå kriminalitet fremover, siger han.

Tidligere er fire medlemmer af Levakovic-familien blevet dømt til udvisning ved danske domstole.

Facebook
Twitter