Levende larver renser sår på danske hospitaler

Levende larver der renser sår er ved at blive almindeligt på danske hospitaler.

Behandling med larver blev brugt meget til sårbehandling blandt andet i 1930'erne, men efter antibiotikaens opdagelse blev behandlingsmetoden lagt bagerst i medicinskabet.

Larver, der bliver lagt ind i en bandage, så de kan spise det døde væv i et sår. Det lyder umiddelbart ubehageligt, men er ikke desto mindre en praksis på vej frem i sårbehandlingen på dan ske hospitaler. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Det er et virkelig godt produkt. Der er ganske få patienter, der ikke bryder sig om det, fordi de synes, det klør og niver lidt, men som oftest er de glade for at få en løsning frem for at blive opereret, siger Anne Ørskov, sårekspert og sygeplejerske på Hvidovre Hospital.

Behandling med larver blev brugt meget til sårbehandling blandt andet i 1930'erne, men efter antibiotikaens opdagelse blev behandlingsmetoden lagt bagerst i medicinskabet.

Efterhånden som man har opdaget penicillinens begrænsninger, er larverne dog igen blevet et alternativ til kirurgens kniv.

Søren Andersson er direktør i det lille danske firma Axel Madsen, der står for forhandling af larver i Skandinavien.

Siden introduktionen på markedet i 2002 er importen til Danmark mere end tidoblet. Sidste år blev der solgt 600 portioner larver til danske hospitaler.

- Det går fantastisk godt. Tidligere kom larverne frit i et rør, hvor man skulle påføre dem og dække dem til. I dag kommer de i små teposer, som ligner en bandage, og det er nemmere for sygeplejerskerne at håndtere, siger han.

Personalets modstand

Netop personalets modstand har været den største udfordring.

- Jeg syntes også selv umiddelbart i starten, at det var ulækkert, men når man har set, hvordan larverne arbejder, bliver man dybt fascineret. Og man skal tænke på, at det er en stor lettelse for patienterne at blive behandlet. Store sår gør ikke bare ondt, de kan også lugte voldsomt og dermed give sociale problemer, siger Søren Andersson.

Larverne fra den grønne spyflue udskiller et sekret, der opløser det døde væv i såret, som larverne derefter spiser. De gør ikke skade på det levende væv.

Anders Schou Andersen, ph.d.-studerende ved Statens Serum Institut, har netop skrevet en afhandling om de aktive stoffer i larvernes sekret. Han kalder de små kirurger for "uhyre effektive":

- Sår er et stadig større problem i Danmark i kølvandet på stigningen i blandt andet overvægt og diabetes. Og hvis patienter har døjet med et stort, ubehageligt sår igennem længere tid, er de villige til at komme hvad som helst i, bare det virker. Og det gør larvernes biokirurgi, siger han.

Larverne bliver sendt direkte fra England med kurer fra dag til dag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk