Levn fra Hitlers Luftwaffe: Bombe i London er fra 'blitzen'

En 500 kilo tung bombe fundet i går i London stammer formentlig fra krigens første år, siger historiker.

London blev bombarderet under den såkaldte 'blitzkrieg', hvor tyske luftstyrker mellem september 1940 og maj 1941 smed tusindvis af bomber over byen. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Det er ikke hver dag, at håndværkere finder bomber i jorden fra 2. verdenskrig.

Men rester fra krigsårene dukker fra gang til gang op rundt om i Europa.

Blandt andet fordi tyskernes bomber ofte ramte forbi mål.

I går aftes blev London City Airport lukket, og al flyvning til og fra lufthavnen blev indstillet, fordi en 500 kilo tung og 1,5 meter lang bombe fra Hitlers luftvåben, Luftwaffe, dukkede op i Themsen-floden.

- Denne bombe lyder som en ordentlig en af slagsen. Så kraftige bomber havde tyskerne ellers ikke mange af, siger historiker og leder af Frøslevlejrens Museum, Henrik Skov Kristensen.

Han vurderer, at bomben formentlig er blevet smidt over London mellem efteråret 1940 og foråret 1941.

Denne periode er kendt som 'The London Blitz' med henvisning til de kontinuerlige tyske luftbombeangreb, der skabte død og og massiv ødelæggelse i London.

- Den kan næsten kun være fra 'blitzen', for de næste angreb over London var ikke med konventionelle bomber, siger Henrik Skov Kristensen med henvisning til de føreløse bombefly, som tyskerne tog i brug i de sidste år af krigen.

Bomben blev nærmere bestemt fundet nær havnen King George V Dock, der ligger tæt ved en landingsbane i Londons mest centralt beliggende lufthavn. Londons Metropolitan Police siger, at fundet af bomben skete omkring klokken fem om morgenen lokal tid søndag. (Foto: Russell Boyce © Scanpix)

En tilfældighed startede tysk luftangreb på London

Henrik Skov Kristensen er overrasket over bombens størrelse, da briterne ellers var dem med de kraftige bomber.

- Tyskerne opbyggede ikke nogen strategisk bombestyrke. Man opbyggede et luftvåben, der kunne udføre taktiske angreb, hvorimod briternes taktik allerede fra 1. verdenskrig var at ødelægge fjendes byer fra luften, forklarer han.

Tyskerne regnede nemlig med, at de kunne vinde krigen med en helt anden strategi, forklarer han.

'Blitzkrieg'

Tyskernes militære taktik under 2. verdenskrig blev kendt som ’blitzkrieg’.

Det var hurtige og gennemførte angreb med fx artillerikanoner, bombemaskiner og faldskærmstropper.

Fjenden skulle nedkæmpes så hurtigt som muligt.

Det betød, at fly, artilleri og kampvogne angreb samtidigt, så fjendes linjer kunne brydes hurtigt, så kampvogne og til sidst landtropper kunne gøre arbejdet færdigt.

I starten af 2. verdenskrig angreb tyskerne kun militære mål i England. Men situationen ændrede sig fuldstændig efter 24. august 1940.

- Det var faktisk en tilfældighed, der startede luftangrebene på London, da et tysk bombefly med militære mål fejlbombede civile mål. Så svarede briterne straks igen og bombede i Berlin og Hamborg, og så kørte spiralen ellers, fortæller Henrik Skov Kristensen.

7. september 1940 begyndte næsten daglige og timelange bombardementer af London. Og angrebene mod civile varede i de næste otte måneder. Titusinder civile blev dræbt, og over en million hjem blev ødelagt af den tyske krigsmaskine.

De første bomber faldt især i det tæt befolkede East End i London og langs kajerne ved floden Themsen, hvor bomben fra i går også blev opdaget.

Alene i september 1940 smed tyskerne ifølge BBC over 5.000 tons bomber i løbet af 24 nætter.

Tyskerne opbyggede ikke nogen strategisk bombestyrke. Man opbyggede et luftvåben, der kunne udføre taktiske angreb.

Historiker Henrik Skov Kristensen

- Tyskerne havde slet ikke planlagt at angribe civile mål. De havde et helt andet koncept med et taktisk luftvåben, der opererede sammen med landstyrkerne. Det var relativt lette bombefly, der fløj over London, og derfor havde tyskerne ikke de kraftige bomber, siger Henrik Skov Kristensen.

Tyskerne fortsatte bombardementerne af London indtil maj 1941, hvor Hitler begyndte at fokusere på planerne om at invadere Rusland - omend sporadiske angreb på briterne fortsatte sideløbende.

Der dukker bomber op i tyske byer

Men om et af de sidste træk for at vinde krigen skiftede Hitler våbentaktik og præsenterede en ny krigsmaskine i 1944 og 1945 i form af de føreløse fly V1 og V2. Sidstnævnte var en decideret raket.

- Det kræver flere års planlægning at udvikle tunge, strategiske bombefly, og de skulle bruges som gengældelse for de britiske og amerikanske angreb på de tyske byer, forklarer Henrik Skov Kristensen.

Han siger, at selvom London blev sønderbombet, så gik det langt værre i de tyske storbyer, som blev 'fuldkommen pulveriseret'.

Derfor sker det oftere, at lignende bombefund finder sted i Tyskland.

- Man har set og ser jævnligt, at der dukker bomber op i tyske byer, og det sker som regel i forbindelse med nybyggeri.

Så sent som i september sidste år skete den største evakuering i Tyskland siden krigen, da 60.000 beboere i Frankfurt måtte flyttes, mens man fjernede en britisk bombe med hele 1,4 ton sprængstof.

(Foto: Kort: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Sagen kort

  • Bomben blev fundet ved London City Airport, der er placeret centralt i London. Bomben fundet i forbindelse med byggearbejde, da man er ved at udbygge lufthavnen.
  • Myndighederne har indført en sikkerhedszone omkring bomben, der skal fjernes under stor sikkerhed. Derfor er al flytrafik til og fra lufthavnen indstillet til i morgen, tirsdag den 13. februar. Det påvirker mindst 16.000 passagerer.
  • Beboere i området er blevet bedt om at forlade deres hjem, til det igen er sikkert at færdes i området.
  • Ifølge The Guardian er det sket flere gange før, at der er dukket bomber fra krigen op, især i det østlige London og området Docklands.
  • Byggearbejdere har for eksempel fundet bomber ved Bethnal Green, Bermondsey og Wembley.
  • Den østlige del af storbyen har de senere år gennemgået en større fornyelse med flere byggerier af eksempelvis højhuse. Og så dukker bomberne frem, når der graves dybt i jorden.
  • Det britiske medie skriver, at der stadig kan ligge tusindvis bomber fra krigen, som måske eller måske ikke bliver fundet i de kommende årtier.
  • Sidste år fandt man bomber fra krigen i både Danmark, Tyskland, Polen og Grækenland.