LGBT-forperson: Facebooks inddeling er et stort problem, hvis man ikke er sprunget ud

Homoseksualitet er en af de mange følsomme oplysninger, som Facebook gætter på.

Når Facebook sætter mærkater som "homoseksualitet" på de emner, der kan interessere en bruger, er det et stort problem for dem, der rent faktisk er homoseksuelle, men ikke vil fortælle om det.

Det fortæller Peder Holk Svendsen, der er forperson for LGBT Danmark.

Efter P1 Orienterings historie om, at Facebook genererer oplysninger om deres brugeres religiøse, seksuelle og politiske interesser, har han tænkt meget over Facebooks praksis.

- Det er problematisk, at du bruger et socialt medie, som kan vide noget om dig, du ikke i udgangspunktet bevidst har sagt ja til, siger Peder Holk Svendsen.

Et problem for dem, der ikke er sprunget ud

Under Peder Holk Svendsens indstillinger finder han mærkatet ‘homoseksualitet’. Han har ikke selv skrevet det, og han kan heller ikke fjerne det.

At Facebook har gættet min seksuelle interesse, skræmmer mig ikke. Men for mange homoseksuelle, der endnu ikke er sprunget ud eller lever i et land, hvor homoseksualitet er ulovligt eller meget tabubelagt, er det meget følsomt

Peder Holk Svendsen, forperson for LGBT-Danmark

Det er ikke det store problem for ham, for han er åben om sin seksualitet. Men det er et stort problem for mange andre homoseksuelle, mener han.

- At Facebook har gættet min seksuelle interesse, skræmmer mig ikke. Men for mange homoseksuelle, der endnu ikke er sprunget ud eller lever i et land, hvor homoseksualitet er ulovligt eller meget tabubelagt, er det meget følsomt, forklarer han.

Peder Holk Svendsen mener, at Facebook med 3,5 millioner brugere alene i Danmark er blevet så stor en del af vores hverdag, at meget af vores sociale liv foregår der.

Derfor er det også et stort problem, at Facebook genererer de her oplysninger uden at fortælle os det.

- Det er et kæmpestort problem. Facebook burde ikke registrere noget om seksualitet. De må lave en revideret gennemgang af, hvad de har liggende, og man skal have adgang til at administrere, hvad Facebook har liggende om en, siger han.

Seksualitet er meget følsomme data

Professor i medieret på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, mener, at seksuel orientering er noget af det mest følsomme, en virksomhed kan opbevare om en.

- Jeg vil mene, at helbredsoplysninger og seksuel orientering er mindst lige så følsomme som politisk og religiøs overbevisning, siger han til P1 Orientering.

Jan Trzaskowski, der er professor på Copenhagen Business School, mener også, at seksuel overbevisning er følsomme oplysninger. Han har læst nogle af de ord, som Facebook generer om os.

- Nogle af oplysningerne vil være betragtet som almindelige oplysninger i lovgivningens forstand, og nogle af dem vil være følsomme oplysninger. Det kan være sådan noget som seksuel orientering, siger han til P1 Orientering.

Vores annoncering er i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning

Facebook til P1 Orientering

Facebook har ikke ønsket at deltage i denne artikel. Men annoncegiganten har tidligere oplyst, at de mener, der er stor forskel på at sige, at en af deres brugere er interesseret i homoseksualitet og så at sige, at personen er homoseksuel.

- Vores annoncering er i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning, skrev de i sidste uge til P1 Orientering.