Lidt mere tid til sexslaver

Ofre for kvindehandel, der er blevet smuglet til Danmark, får nu dobbelt så lang tid til at sunde sig, før de skal forlade landet.

Ofre for menneskehandel får nu dobbelt så lang tid, før de bliver sendt tilbage til det land, de kommer fra. (© Corbis)

Alfonser og menneskehandleres ofre får til efteråret dobbelt så lang tid som hidtil til at sunde sig, før de skal tilbage til det land, hvor de er blevet smuglet fra. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Indtil nu har blandt andet sexslaver, der er blevet bragt til Danmark for at arbejde, kun haft 15 dage til at forlade landet.

15 dage nok

Regeringen har, anført af social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, justistminister Lene Espersen og integrationsminister Rikke Hvilshøj, hidtil ment, at de 15 dage er nok.

Men Europarådet er ikke enige.

De har i et år arbejdet på at få underskrevet en menneskerettighedskonvention, der skal sikre en 30-dages opholdsperiode for kvinder, der er havnet i kløerne på menneskehandlere. Kun Danmarks underskrift mangler.

30 dage fra oktober

Men den underskrift kommer nu.

- Vi vil gerne kunne leve op til Europarådets konvention om menneskerettigheder, så derfor udvider vi refleksionsperioden til det dobbelte fra 15 til 30 dage, siger den konservative retsordfører Tom Behnke.

Den nye 30 dages regel ventes at træde i kraft til oktober.

Under standarden

Også på andre punkter halter Danmark ifølge Nyhedsbrevet 3F efter de europæiske standarder for behandling af ofre for kvindehandel.

Et særligt ekspertudvalg i EU anbefaler, at medlemslandene som minimum garanterer ofrene tre måneders beskyttelse.

Men i kraft af de fire forbehold, som Danmark har, er landet ikke forpligtet til denne beskyttelse.

Væk med særreglerne

José Manuel Barosso, der er formand for EU-kommissionen, benyttede sit nylige besøg i landet til at kritisere de fire forbehold netop af den grund.

- Hvis Danmark virkelig vil gøre noget mod den organiserede kvindehandel, så må forbeholdene og de danske særregler væk, så Danmark kan deltage i de fælles europæiske initiativer, sagde han.

Facebook
Twitter