Ligestillingsminister efter nye sexisme-sager: Regeringen er vej med initiativer

Men allerede nu bør ledere ude på arbejdspladserne tage ansvaret på sig, fastslår Mogens Jensen.

Mogens Jensen (S) er minister for miljø, fødevarer og ligestilling. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

"Beskæmmende og uacceptabelt".

Sådan lyder ligestillingsminister Mogens Jensens (S) reaktion på den bølge af sexisme-sager, der på det seneste er kommet frem i dansk politik, i filmbranchen, i DR samt flere andre steder.

- Det kan kun få os til at gentage, at der skal gøres noget konkret for at få ændret den adfærd og kultur, der desværre findes på alt for mange arbejdspladser i Danmark, siger han.

I sidste uge måtte Det Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, tage sin afsted efter, at han havde skjult sin egen rolle i en sag om krænkelse af partimedlemmet Lotte Rod.

Morten Østergaard har siden sin afgang som partileder skrevet på Facebook, at der har været tre sager mod ham. Han er nu sygemeldt. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Samtidig har en sag ramt filmbranchen, hvor dokumentarfilminstruktør Feras Fayyad er blevet beskyldt for krænkende adfærd mod en tidligere produktionsassistent.

Og ikke mindst er DR P1-værten Mads Aagaard Danielsen blevet hjemsendt efter beskyldninger om krænkelser og hadbeskeder mod en række personer.

Disse og i det hele taget summen af sager i Danmark, siden MeToo-bevægelsen begyndte, får nu ligestillingsminister Mogens Jensen til at bebude en række tiltag mod krænkelser og chikane på danske arbejdspladser.

- Inden længe vil vi fremlægge initiativer fra regeringens side, der kan være med til at understøtte, at vi får en kulturændring, siger han.

'Man behøver ikke at vente'

Mogens Jensen vil ikke dog løfte sløret for, hvad regeringen helt konkret har tænkt sig.

Men han mener ikke, at der er brug for at stramme lovgivningen nu og her.

I første omgang er det ude på arbejdspladserne, at der skal trækkes en streg i sandet.

- Man behøver ikke at vente på regeringen. Man kan gå i gang med arbejdet allerede i morgen. Og som jeg ser det, så bør hver eneste leder og chef tage på sig at tage den her debat med baggrund i de eksempler, vi ser nu, og få klarlagt og stadfæstet, at det her er uacceptabel adfærd.

Tv-værten Sofie Linde, der satte gang i debatten om krænkelser på danske arbejdspladser, da hun fortalte om en episode, da hun var 18 år og nystartet i DR, mødtes for nylig med Mogens Jensen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Mogens Jensen opfordrer både arbejdspladser på både det private og offentlige område til at få det ned på skrift, hvordan man vil forebygge og behandle sager om seksuelle krænkelser.

- Hvis ikke det allerede er skrevet ned, så skal det skrives ned, så der er klare politikker på området. Blandt andet skal hver eneste chef sørge for, at der er klare processer for, hvordan man håndterer den her type sager, siger ministeren.

Arbejdsgivere: Mange har forsømt det

Hos Dansk Arbejdsgiverforening tager viceadministrerende direktør Pernille Knudsen mod opfordringen fra ligestillingsministeren.

Hun er helt enig i, at man skal komme i sving på de arbejdspladser, hvor der ikke allerede er taget hånd om problematikkerne omkring sexisme.

- Det opfordrer vi i høj grad til, at man gør. Mange har forsømt at tage problemerne alvorligt nok. Så jeg er enig med ministeren. Man skal bruge de redskaber, der er, og sikre, at der er klarhed omkring retningslinjer, værdier, og hvor man går videre med en sag.

Pernille Knudsen understreger dog, at der er stor forskel på kulturen på tværs af brancher og virksomheder i Danmark.

Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen erkender, at der venter et stort arbejde med at bekæmpe sexistisk kultur på danske arbejdspladser. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

- Nogle steder, som for eksempel i mediebranchen, er der måske en kultur, hvor praktikanter, studerende og elever bliver krænket. Andre steder som i restaurationsbranchen bliver de ansatte måske krænket af kunder.

- Der er ikke en one-size-fits-all-løsning for alle. Men fælles for alle ledere er det, at de må gå forrest, tage temperaturen på arbejdspladsen og fastholde fokus, for det er ikke nok bare at nævne noget én gang eller at skrive en politik ned og så tro, at det er det, siger Pernille Knudsen.

Vicedirektøren i Dansk Arbejdsgiverforening mener ikke, at der alle steder er behov for at opfinde den dybe tallerken. På mange arbejdspladser kan sexisme håndteres i de fora, der allerede findes.

- Helt generelt på vores arbejdsmarked har vi jo mange forskellige fora og en flad struktur, hvor der ofte er relativt kort vej til ledelsen. Vi har samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter og en masse muligheder for at skabe et fortroligt rum, siger Pernille Knudsen.

DR Nyheder har efterspurgt et interview med Kommunernes Landsforening, der i stedet har sendt denne udtalelse fra administrerende direktør Kristian Wendelboe.

- KL er enige i, at der på den enkelte arbejdsplads bør være klare processer for, hvordan man håndterer sager om seksuelle krænkelser og andre grænseoverskridende hændelser. Den igangværende debat om sexisme er en god anledning til at tage diskussionen igen lokalt og på arbejdspladserne.

Facebook
Twitter