Linda rammes af 225-timersreglen: Jeg starter hver måned med minus

42-årige Linda Dufour får fra i dag nedsat sin kontanthjælp med 1000 kroner om måneden på grund af 225-timersreglen.

Ifølge sine egne beregninger mister Linda Dufour 3.800 kroner om måneden som følge af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Privatfoto.

Tusindvis af kontanthjælpsmodtagere, der ikke har kunnet leve op til kravene om at arbejde 225 timer årligt, vil fra i dag få nedsat deres kontanthjælpsydelse.

Landets kommuner har mulighed for at undtage kontanthjælpsmodtagere med en meget begrænset arbejdsevne fra reglen, men tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, viser, at der er stor forskel på, hvordan landets kommuner benytter sig af reglen.

En af dem, som bliver ramt af 225-timersreglen, er 42-årige Linda Dufour fra Næstved, der er enlig forsørger. Hun er ikke blevet undtaget 225-timersreglen af Næstved Kommune, som ikke har undtaget ret mange borgere for reglen.

Boede Linda Dufour derimod 40 kilometer væk i Holbæk Kommune, var der stor sandsynlighed for, at hun ville blive undtaget 225-timersreglen, da over 80 procent af kontanthjælpsmodtagerne i Holbæk Kommune er blevet undtaget.

- Jeg synes, det er frygteligt, at der kan være så stor forskel i kommunerne. Det lyder helt tosset, siger Linda Dufour.

Mister 3.800 om måneden

Linda Dufour har været i kontanthjælpssystemet i fire år. Hun har lægernes ord for, at hun ikke kan holde til at arbejde 37 timer om ugen på grund af skader i armene.

En kommunal arbejdsprøvning i april viste, at hun kan holde til at arbejde 14 timer om ugen, så derfor søger hun efter et flexjob, men indtil videre uden held.

225-timersreglen og kontanthjælpsløftet har store konsekvenser for Linda Dufours pengepung. Hun bliver skåret i sin boligsikring, mister en særlig støtte og får nedsat sin kontanthjælp med 1.000 kroner.

Ifølge hendes egne beregninger står hun til at miste 3.800 kroner om måneden.

- Før havde jeg 3.200 kroner at leve for, når alle regninger var betalt. Nu starter jeg med et minus på 500-600 kr. hver måned, når det bliver den første.

- Jeg har besluttet mig for at tage en dag af gangen, for lige nu kan jeg simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg vil så gerne finde et flexjob, men det er bare ikke nemt at finde, siger Linda Dufour.

Fakta 225-timersreglen

  • 225-timersreglen er en del af en større jobreform, som Folketinget vedtog 17. marts i år. Kontanthjælpsmodtagere skal minimum arbejde 225 timer årligt for at undgå, at deres ydelse sættes ned eller falder bort.

  • Det afhænger af ens situation, hvor meget man mister. Enlige forsørgere kan miste op til 1.000 kroner om måneden, mens samlevende for eksempel kan miste den enes kontanthjælp helt.

  • Landets kommuner kan undtage visse kontanthjælpsmodtagere fra reglen efter en faglig vurdering. Der er dog stor forskel fra kommune til kommune, hvordan det praktiseres.

  • Kilde: Information

Facebook
Twitter