Line 10 år efter tsunamien: Jeg tror min mor ville være stolt af mig

Line Toft Sørensen og hendes far Jens Søgaard husker tilbage på de dramatiske dage, efter en tsunami havde forvandlet deres ferie til et helvede.

Esben Thykier (tv) var rejseleder for Star Tour dengang i 2014 og spillede en vigtig rolle i genforeningen af den dengang 14-årige Line Toft Sørensen og hendes far Jens Søgaard (th). I dag mødes de og snakker om de dramatiske dage i 2004. (Foto: Dale Cunningham)

Line Toft Sørensen var 14 år og på ferie i Thailand med sine forældre i julen 2004, da et undersøisk jordskælv den 26. december sendte en gigantisk flodbølge ind mod land og tog hendes mor med sig.

Lines far, Jens Søgaard, var taget tidligt af sted for at dykke ved et koralrev ude på havet. Line havde sovet længe og sad med sin mor ved morgenbordet tæt på vandet, da de pludselig hørte en masse råben fra stranden.

- Vi hører råb fra stranden, og går ned for at se hvad der er galt. Og her ser vi, at alt vandet er væk, fortæller Line, som i dag er 24 år.

Thaierne får råbt til folk, at de skal komme væk fra stranden, og mens Line ikke helt forstår, hvad der sker, så får hendes mor hende med ind på hotellets område, hvor de opholder sig, da vandet kommer tilbage og vælter ind over dem.

Vidste at hun ikke havde sin mor længere

Line ser sin mor forsvinde i bølgerne og hører som det sidste, at hun desperat råber hendes navn.

Line bliver selv slået bevidstløs og vågner under et tag, hvor hun ikke kan komme op. Hun ledes videre til en trappeopgang, hvor hun kan få luft.

- Jeg var i et dilemma. Skulle jeg hoppe ned i alt det her kaos, ned i vandet. For jeg vidste, at min mor var dernede. Eller skulle jeg komme videre.

- På det tidspunkt vidste jeg godt, at jeg skulle prøve at komme videre. For jeg var faktisk godt klar over, at jeg ikke havde en mor længere. På en eller anden mærkelig måde. Man kan mærke det, hvis man mister en så tæt på, fortæller Line i P1 featuren '10 år efter tsunamien'.

Pisseirriterende fuglesang

Line er i dag 24 år og arbejder som hestetræner i England, hvor hun bor sammen med sin engelske kæreste. Hun har rejst rundt i Australien og Brasilien, og er nu på vej til Schweiz med sin kæreste.

På vejen besøger hun sin far på Mors og taler om dengang for 10 år siden.

Line husker, hvordan hun i timerne efter ulykken først sad højt oppe i et træ og blev irriteret over fuglene, der bare kvidrede videre som om intet var hændt.

- Efter seks timer var jeg simpelthen pisseirriteret over, at fuglene stadig sang. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hele min verden er gået i stå, og så kan I bare synge lige som i går. Jeg tror det gik op for mig, at livet gik videre og at jeg ikke var den eneste tilbage i hele verden, fortæller hun.

Senere kom hun til et hospital, hvor hun gik og ledte efter sin mor blandt døde og sårede. Først næste dag lykkedes det hende at komme til en satellittelefon og få ringet hjem til Danmark for at fortælle, at hun var i live.

Troede han havde mistet både kone og datter

Jens Søgaard, der var på havet, da tsunamien ramte, var kommet tilbage til et totalt kaos ved hotellet og på stranden, og til meldinger om flere tusinde døde.

Han husker, hvor berørt han blev, da han den 27. december over middag ringede hjem og fik at vide, at Line havde ringet.

- Jamen, jeg brød jo helt sammen selvfølgelig, da jeg fik den meddelelse. For jeg troede faktisk ikke, at nogen af dem, ville være i live, fortæller han.

Kunne endelig være barn igen

Efter en række dramatiske og ubehagelige oplevelser, hvor Line blandt andet nær er blevet taget med på et fly til Sverige af en meget insisterende svensk mand, bliver far og datter genforenet på et hotel i Phuket.

- Jeg kan huske, at vi var meget rørt over at se hinanden og at der blev grædt mange tårer.

Følelserne fik lov at strømme og Line fik gradvist fortalt alt, hvad hun havde været igennem, siger Jens Søgaard.

- Jeg havde været så stærk og voksen - var blevet voksen - og bum, så var jeg pludselig et barn igen, fortæller Line.

Som at køre rundt med fyldt trailer

Liget af Lise-Lotte Toft Sørensen blev fundet et par måneder efter ulykken og hendes aske blev spredt over vandet ved stranden på Khao Lak.

Line er sikker på, at hendes mor ville have været stolt af hende, som hun er i dag. Hun føler selv, at hun er kommet videre på de 10 år, der er gået siden de frygtelige oplevelser.

Men hun ved godt, at oplevelserne ligger lige under overfladen.

- Jeg føler det, som om jeg kører rundt med en fyldt trailer, og en dag kan den komme til at vælte, siger hun.

Facebook
Twitter