Lisbeth: Jeg har selv betalt mindst 80.000 for psykologhjælp

Lisbeth Nielsen er en af de danskere, der selv har måttet betale for psykologhjælp.

Lisbeth Nielsen mener, at hun har brugt mere end 80.000 kroner på psykologhjælp. (© Scanpix / Iris)

47-årige Lisbeth Nielsen lider af angst og depression. Det har hun gjort, siden hun var 20 år gammel, og siden da har hun gået til psykolog.

Det har kostet hende mere end 80.000 kroner, fortæller hun.

- I hvert fald. Vi har joket med, at de forskellige psykologer har fået til udbetalingen af et sommerhus, siger Lisbeth Nielsen og griner lidt.

Hun er en af de danskere, der ikke har fået tilskud fra det offentlige til at dække udgifter i forbindelse med psykologbesøg.

Kan ikke gå til koncerter

Til daglig er Lisbeth Nielsen butiksassistent og arbejder på deltid. Der er flere ting, hun ikke kan i sin hverdag, som raske mennesker kan, fortæller hun.

- Jeg skal hele tiden prioritere min tid. Vil jeg besøge min veninde, eller vil jeg rydde op? Jeg er ikke specielt vild med mange mennesker, så jeg går ikke til koncerter eller i Tivoli og så noget, fortæller hun.

Men selv om Lisbeth Nielsen har lidt af en psykisk lidelse gennem en årrække, har hun kun én gang fået en henvisning til en psykolog, og det var da hun fik en fødselsdepression i 1999.

- Der ville lægen godt henvise mig, for der var der en decideret grund til min depression. Ellers har de afvist at give mig tilskud, fordi det ikke har været en konkret hændelse, der har udløst min depression og angst, fortæller Lisbeth Nielsen.

Havde været indlagt uden psykolog

Hun har med sit deltidsjob ikke selv råd til at betale for psykologkonsultationerne, men det har hendes mand heldigvis, fortæller hun.

- Der har jeg været meget heldig. Hvis vi ikke havde haft råd, ville jeg være blevet indlagt en masse gange, og mit liv havde set helt anderledes ud, siger hun.

Selv om hun ikke har fået økonomiske kvaler ved de mange års psykologhjælp, ville en henvisning fra lægen stadig have betydet meget for hende, fortæller hun.

Mangler anerkendelse

For hun har manglet en anerkendelse af sin lidelse.

- Jeg har bare accepteret, at jeg selv skulle betale, og det har jo ikke ruineret mig. Men det havde betydet alverden, hvis nogen havde sagt til mig, at jeg havde brug for en psykolog, fortæller hun og fortsætter:

- Så havde jeg været et helt andet sted, end jeg er i dag. Og jeg undrer mig over, at der ikke er nogen, der har sagt til mig, at min situation var alvorlig, og at den skulle behandles, siger hun.

Lægen skal vurdere

I nogle tilfælde kan man få tilskud fra det offentlige til at dække nogle udgifter i forbindelse med psykologhjælp.

For at få tilskuddet skal du henvises af din læge, der skal vurdere, at du tilhører en af ovenstående grupper. Og din læge skal skønne, at du befinder dig i en krise, som er udløst af det, du har været udsat for.

Her kan du se, om du kan få tilskud til psykolog.

Facebook
Twitter