Lisbeth Zornig: Forældrene skal tage sig sammen for drengens skyld

Tidligere formand for Børnerådet kommer med et opråb til forældrepar og myndigheder, efter at en dreng på flugt er fundet.

Lisbeth Zornig er bekymret for, hvordan både forældre og myndigheder vil tackle situationen omkring den dreng, der nu er fundet efter 15 måneder under jorden. (© DR Nyheder)

Den otteårige dreng, der er fundet efter 15 måneder på flugt fra myndighederne med sin far, står nu i en yderst sårbar situation.

Det skal både politi, sociale myndigheder og drengens forældre være meget opmærksomme på, fastslår tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig.

- Det er godt, at han er fundet, og nu må alle voksne i sagen her tage sig sammen for barnets skyld. Det kan ikke nytte noget, at de voksne skændes, og at det stjæler fokus, siger hun.

- Masser af tid

Fredag eftermiddag er politiet fortsat i den lejlighed, som har været en af familiens skjulesteder, med både drengen og hans forældre.

De ankom til adressen fredag formiddag, og Københavns Politi skrev på sin Twitter-profil ved 15-tiden, at "Københavns Politi "har masser af tid" til at opnå en god løsning - så ingen lider overlast.

Det bakker Zornig op om.

- Jeg håber, at de tager sig den tid, at de kan få beroliget drengen til at gå med, siger hun

Dygtige mægler skal ind i sagen

På lidt længere sigt håber Zornig, at der bliver sat en dygtig mægler ind i sagen, og at der bliver tilknyttet nogle professionelle, der kan give drengen de bedste betingelser for at udvikle et godt liv.

Hun peger på, at man for eksempel skal finde ud af, om det er godt for barnet at se forældrene eller ej, og det skal være en ordentlig vurdering.

Men den største udfordring her og nu bliver at overbevise ham om, at det er for hans bedste, at han er fundet, forklarer Lisbeth Zornig:

- Det bliver svært at lære ham, at han nu skal have tillid til det system, han har været på flugt fra. De kræver meget dygtige folk at gøre det ordentligt.

Uanset hvor godt de sociale myndigheder tackler situationen, kan de dog ikke ændre på, at drengen vil bære rundt med visheden om, at han har været på flugt fra myndighederne i 15 måneder, slutter Zornig:

- Det vil være et traume og en del af hans livsfortælling

Facebook
Twitter