Lisbeth Zornig kører udlændinge fra Rødby: Ikke forbudt at tage blaffere med

Den kendte forfatter og direktør har taget seks udlændinge med i bilen. Det er ikke forbudt at tage blaffere op, siger hun.

Her til eftermiddag tog Lisbeth Zornig Andersen seks udlændinge med i bilen. Hvor de bliver kørt hen, er fortsat uklart. (Foto: Trine Maria Ilsøe © DR Nyheder)

I disse minutter sidder den kendte forfatter og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, i sin bil på motorvejen med kursen stik nord fra Rødby.

Alene i bilen er hun ikke, for med på rejsen er seks palæstinensiske syrere. To tvillingebrødre, deres mor og tre andre. Alle samlet op fra vejen, hvor de ellers kom gående mod København.

- Jeg var dernede i området. Så havde jeg det bare sådan, at jeg så mange af de der store grupper af folk, der

vandrer
– også med små børn – mens det er temmelig varmt, siger hun.

- Jeg kan simpelthen ikke køre til København med bilen tom. Jeg tror ikke, det er forbudt at tage blaffere op.

Vil genforenes med venner

Lisbeth Zornig Andersen fortæller, at de seks udlændinge har familie ’nordpå’. Det er også der, de er på vej hen. Nordpå. Præcis, hvor de bliver sat af, vil hun nemlig ikke svare på.

De seks udlændinge har ifølge hende været undervejs på rejsen i 40 dage, inden de ankom til Danmark i går aftes. Nu får de lov til at slappe lidt af, inden de skal rejse det sidste stykke, fortæller Lisbeth Zornig Andersen.

- Jeg har det bare sådan,at hvis jeg kunne give et par timer, hvor man kan sidde og sove i en bil inden man skal rejse, så vil jeg gerne det, fortæller hun.

- Det flåede i mit hjerte at se alle de mennesker.

Går ind til det med åbne øjne

Har du gjort dig nogen tanker om, at det kan være på kant med loven at tage de her mennesker med?

- Ja, det har jeg selvfølgelig. Det tager jeg, når de (politiet, red.) viser sig. Jeg er gået ind i det her med åbne øjne, siger Lisbeth Zornig.

Det kan være på kant med udlændingelovens bestemmelser at hjælpe flygtninge med transport, hvis man er bevidst om, at de ikke har lovligt ophold i landet. Det kræver dog, at man ’forsætligt overtræder loven’, forklarer advokat Niels-Erik Hansen, der har udlændingeloven som et af sine specialer.

- Gerningsindholdet skal være overtrådt med fortsæt. Det at man tager nogle blaffere op på vejen, det gør dig ikke til menneskesmugler.

Og selvom man måske har en fornemmelse af, at der er tale om flygtninge eller

migranter
, så skal der alligevel en del til, før politiet går ind i sagen, forklarer advokaten.

- Så kan der selvfølgelig være nogle situationer, hvor man bevidst holder sig i uvidenhed. Men selv der skal der meget til, før

anklagemyndigheden
tager sagen op, siger han.